Ana María fandt modet til at forlade sin mand, da han en dag gennembankede ikke bare hende, men også hendes mor. Det har været afgørende for Ana María, at hun med støtte fra Oxfam IBIS har fået mulighed for at tjene sine egne penge. - Foto: Bertil Suadicani

Af:

Andreas Nilaus Larsen

Livet for utallige kvinder i Guatemala er i ruiner efter årtiers vold og overgreb. Deres skrig hører ingen. Men sammen med Oxfam IBIS har en stor gruppe kvinder fundet en vej ud af volden – den vej er belagt med perler og tekstiler.

GUATEMALA: ”Hvis jeg ikke havde sagt fra, ville jeg være død, og mine døtre fanget i volden. Jeg nægter, at de skal gentage min historie. Jeg vil være den sidste,” siger Ana María.
Hun viser vej gennem en labyrint af snoede grusstier og stræder, der skiller de små huse ad i den lille landsby nær Santiago de Atitlán i Guatemala. Det er fattigt og slidt men hyggeligt, og den varme sol danser i støvet fra børnenes leg. Hun træder over et par sovende hunde og tæt forbi en hønsegård, før den snoede sti når hendes lille hus.

Hvad gør Oxfam IBIS?

KRISEHJÆLP Oxfam IBIS er medstifter af kvindeforeningen Consorcio de Asociaciones de Santiago de Atitlán, som tilbyder kvinder krisehjælp og kurser i fremstilling af tekstiler og perlesmykker, som de kan sælge.

RETTIGHEDER Kvinderne får også kurser i rettigheder og i, hvordan de kan få juridisk hjælp.

FRISTED Foreningen har opført en hel lille landsby ved Santiago de Atitlán ved Atitlánsøen, som er et fristed for kvinder.

”Jeg mødte min mand, da jeg var 16 år. Et år senere var jeg gravid med vores første datter. Halvandet år senere ventede jeg nummer to. Meget af den tid er sløret for mig, fordi det var så hårdt. Min mand begyndte at drikke, og jeg blev slået meget og fik ingen penge. Det var min søster, der først opdagede, at der var noget helt galt,” siger Ana María og holder blikket på den støvede jord. Hendes søster står loyalt bag hende.

Volden blev for meget for Ana María, der frygtede for sit liv.
”En dag var jeg taget hjem til min mor for at få lidt fred, men han opsøgte mig der og gik helt amok. Han bankede både mig og min mor, før han brændte alt mit tøj. Det fik mig til at tage beslutningen om at forlade ham. Jeg nægter at have et liv, hvor jeg ikke føler, jeg kan spise eller trække vejret frit.”

Frihed kræver en indtægt

Det var svært for Ana María at forlade sin mand - især fordi det traditionelt er mændene, der ejer jorden og bestemmer over pengene i familien. Det gør kvinder økonomisk afhængige af deres mænd og binder dem i voldelige parforhold. Men Ana María fik hjælp. Gennem en lokal kvindeforening, som Oxfam IBIS har været med til at stifte, tog Ana María et kursus i at fremstille smykker af perler. Målet var at tjene nok til at klare sig selv og sende sine piger i skole. Begge dele er lykkedes.

Mens Ana María fortæller, viser hun stolt sine kreationer frem, der med smukke farver står i kontrast til Ana Marías mørke fortid. Men fremtiden tegner godt for Ana María og hendes to piger. Kvindeforeningen har givet Ana María noget at leve af og også været et fristed, hvor hun har kunnet dele sin historie og få andre kvinders støtte.

Stedet er på mange måder et tiltrængt åndehul, for vold mod kvinder er stadig tabu. Men Ana María er klar til at gå forrest med en besked til andre kvinder:
”Hvis jeg ikke havde forladt min mand, var jeg blevet banket ihjel. Mange kvinder siger aldrig fra over for vold, og mange af dem dør. Jeg siger til andre kvinder, at de skal sige fra. Vi kan godt

Kommentarer

Fast actions block