Af:

Rikke Hovn Poulsen

Efter 21 år stopper Vagn Berthelsen som generalsekretær 1. april. Han har sat sit præg på organisationen i de seneste årtier – og den har sat sit præg på ham.

Da Vagn Berthelsen i 2015 steg ud af flyveren i Sierra Leone, var han ikke forberedt på, hvad der ville møde ham. Selvfølgelig havde han sat sig ind i situationen hjemmefra: Ebolaepidemien var på sit højeste, og tusindvis af mennesker var døde. Men atmosfæren var ladet med frygt, og Freetown føltes næsten som en spøgelsesby.

”Det var meget anderledes end det, jeg ellers har mødt. Det gjorde et voldsomt indtryk på mig,” fortæller han.

Oxfam IBIS’ medarbejdere transporterede de døde ud til begravelsespladserne. Et vigtigt arbejde – men også farligt, da ligene bar på smitten. De ansatte måtte bo på kirkegårde og lossepladser, for ingen turde have dem boende.

”Jeg besøgte dem på lossepladsen, og det kunne dårligt være mere sørgeligt. De var et meget levende billede på en skræmmende epidemi, som vi også var rædselsslagne for herhjemme. Det føltes virkelig tæt på,” fortæller han.

Efter 40 år i udviklingsbranchen var Vagn Berthelsen ellers blevet hærdet. I 1975 så han første gang verdens uretfærdigheder med egne øjne under en rygsækrejse i Kenya. Dengang reagerede han stærkt – faktisk blev turen en drivkraft for hele hans karriere. Men efter utallige gange at have taget flyveren tur-retur fra en privilegeret hverdag til de fattigste dele af verden var de naturlige forsvarsmekanismer trådt i kraft, og han blev ikke længere så påvirket af det.

”Men ebolaen kunne alligevel bryde den hærdede facade. Det står som en meget stærk erindring,” fortæller han.

Det siger de om vagn

Ulla tørnæs, udviklingsminister, Venstre

”Det er en af udviklingsmiljøets mest vellidte grand old men, som stopper. Vagn har altid været en stærk forkæmper for civilsamfundets rolle – han har arbejdet passioneret for retten til uddannelse og for en mere retfærdig verden. Han er
kendt for at sige sin mening, også om den til enhver tid siddende regerings prioriteter. Samtidig har Vagn altid været en seriøs og konstruktiv partner, der ikke kun var uafhængig og kritisk, men også konstruktiv og samarbejdende om fælles løsninger. Konstant på jagt efter nye
løsninger, aldrig i stilstand. Vagn har konsekvent lagt vægt på at fremhæve de gode resultater snarere end sin egen rolle. Vi kommer til at savne et fyrtårn i landskabet, men glæder os til at samarbejde med hans efterfølger. Det bliver nogle store sko, der skal fyldes ud.”

Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp

”Vagn kan godt blive vred – men aldrig sur og irriteret, han er altid saglig. Og så er han et af de mennesker i Danmark, der ved mest om udviklingsbistand. Alligevel lytter han altid nysgerrigt til, hvad folk
siger. Det er faktisk lidt af en bedrift, når man har været i branchen i så mange år som Vagn og hørt det hele masser af gange før.”

Mette Müller, tidligere forkvinde, Oxfam IBIS

”Det er imponerende, hvordan han virker samlende for organisationen og i det danske udviklingsmiljø.

Engagerede mennesker

Med den største selvfølgelighed er han trådt ind i kredsen af generalsekretærer fra Oxfam. Han er vellidt og nyder stor respekt.”Da Vagn i 1996 havde sin første arbejdsdag i Oxfam IBIS, var ledelse lidt af et fyord. Det var ikke mere end godt et årti siden, at alle på kontoret fik det samme i løn. De to foregående generaler var begge blevet fyret efter kort tid. Men det skræmte ikke Vagn, der havde en fortid som landedirektør i Zimbabwe og informationschef i Mellemfolkeligt Samvirke.

”Det er altid en udfordring at lede mennesker, der har hjertet med i alt, hvad de laver – for det betyder, at de har stærke holdninger til arbejdet. Men omvendt er det også et stort privilegium at have så engagerede medarbejdere,” siger Vagn Berthelsen. ”Selvfølgelig er det mit job at sætte en retning. Men jeg har forsøgt at være lydhør og gjort det med respekt for organisationens sjæl.”

Magt til Syd

Da Vagn overtog roret i Oxfam IBIS, havde vi mange danskere udstationeret. Landedirektørerne var fra Vesten, og vi lavede meget af arbejdet selv. I dag har vi næsten kun lokalt ansatte, og vores partnere styrer i høj grad tingene. Det er en udvikling, som Vagn er stolt af.

”Vores formål er at styrke vores partnere, så de kan klare sig uden os. Det gør vi kun ved at opbygge kompetencerne ude i landene,” forklarer han.

Desuden har de lokale mange fordele: En ghaneser har i sagens natur et ghanesisk netværk, og han kender de kulturelle koder til fingerspidserne.

”Det er nemt at være klog på andres vegne – måske fordi man ikke helt forstår de problemer, de slås med. I dag er vi sikre på, at de ting, vi laver, også er relevante for dem, vi gerne vil hjælpe.” En anden markant ændring, der er sket med Vagn i spidsen, er skiftet fra Syd- til Vestafrika. Organisationen voksede oprindeligt ud fra anti-apartheidbevægelsen i det sydlige Afrika.

Men et kig i krystalkuglen omkring årtusindskiftet afslørede, at vi var nødt til at sadle om. Sydafrika og Namibia var forholdsvis rige lande, som i længden ikke havde behov for bistand. Og borgerkrigen i Angola ville ingen ende tage.

”Vi brugte lang tid på at undersøge, hvilket område vi skulle koncentrere os om. Og jeg mener, at vi ramte plet med Vestafrika. Det er et af verdens fattigste steder, hvor vi har stor mulighed for at gøre en forskel. Og så er regionens betydning kun vokset siden: I dag er der stort politisk fokus på flygtningestrømmene fra denne del af verden.” Det er da også planen at nå endnu længere ud i regionen. Lige nu arbejder vi med planer for uddannelse i Mali og Niger – selvfølgelig som en del af Oxfam.

Den største sejr

Når Vagn bliver bedt om at pege på sin største sejr som generalsekretær, er det da også netop Oxfam, han trækker frem.

”Det var ikke lige indlysende for alle, at IBIS skulle være en del af Oxfam. Faktisk undersøgte vi muligheden allerede for 18 år siden, da IBIS blev medlem af Alliance2015. Men dengang havde Oxfam en anden strategi, så det kunne ikke lade sig gøre,” fortæller han.

Alliance2015 viste sig ikke at leve op til vores behov. Men Vagn havde holdt forbindelsen til Oxfam ved lige, og i 2013 tog han til Oxford. Officielt for at deltage i en konference, men i realiteten for at få en dialog i gang med Oxfams ledelse. Denne gang var de mere lydhøre, også selvom de helst ville udvide mod syd.

”De kunne godt se, at vi var et oplagt match. Nu har vi været medlem i et års tid, og det er tydeligt, at vi bidrager med meget. For eksempel er vores viden om uddannelse meget efterspurgt i organisationen. Og jeg tror også, at vores uddannelseskampagne kan inspirere – den er Danmarks største.”

Også herhjemme er der masser af bevis for, at det var godt at gå med. De globale kampagner har hjulpet os med at nå ud til mange flere danskere. Og som en del af Oxfam kan vi søge større bevillinger, så endnu flere får gavn af vores arbejde – det har givet to kæmpebevillinger på under et år. Selvom Oxfameventyret lige er begyndt, er Vagn dog ikke ked af at stoppe:

”Efter 21 år er det sundt, at der kommer en anden til. Jeg har blinde vinkler, som det bliver godt at få nye øjne på.” Også privat bliver det fint at få nye boller på suppen. ”Efterhånden er der da nogen i familien, der synes, at generalsekretæren fylder lidt for meget i privatpersonen,” griner han.

Det bliver dog hverken på Netflix, golfbanen eller i bridgeklubben, at Vagn har tænkt sig at tilbringe sin tid. ”En kold tyrker fra arbejdet vil nok være skidt for mig. Jeg tænker, at jeg vil lave konsulentarbejde i nogle år, for jeg synes, jeg har noget at bidrage med. Men allerførst skal jeg lige mærke efter, hvad det er, der for alvor trækker. Det har jeg jo overhovedet ikke haft tid til i de sidste mange år.”

Kommentarer

Fast actions block