Uligheden er ubarmhjertig, når katastrofen rammer

Naturkatastrofer er frygtelige – lige meget om de rammer Texas eller Sierra Leone. Men der er en grund til, at de døde i mudderskredet i Freetown sidste uge skal tælles i tusinder, mens ofrene efter de enorme vandmasser i Houston foreløbig er på 18. Det handler om fattigdom og ulighed.

Mindst tusind fædre, mødre, børn og bedsteforældre blev dræbt, da en bjergside 14. august kollapsede og sendte en flodbølge af mudder ned gennem Freetowns tæt befolkede slumområder. Ofrene boede i et af de fattigste områder – i et af verdens fattigste lande. Det var mudderet, der slog dem ihjel. Men det var på grund af uligheden, at det skete.

Selvom voldsomheden i mudderskredet kom bag på de fleste, var katastrofen ingen overraskelse. Der er jævnligt mudderskred her i området; sidste gang var i 2015, hvor ti mennesker mistede livet. Freetown er en gammel havneby, som har bredt sig op på de omkringliggende bjergsider, efterhånden som befolkningen er vokset. De træer, der engang holdt jorden på plads, er fældet for at gøre plads til huse og veje. Øverst bor i dag en lille, velhavende elite med fantastisk udsigt ud over Atlanterhavet. Og på de stejle skråninger bor så det store flertal stuvet tæt sammen i skure flikket sammen af forhåndenværende materieler, uden kloakering og renovation, og uden adgang til rent vand og elektricitet.

Alle ved, at det er et risikabelt sted at leve. Men indbyggerne i slumområderne har ikke noget alternativ – intet andet sted at flytte hen. Og myndighederne har ingenting gjort for at dæmme op for problemerne.

”Politikerne og myndighederne regner ikke rigtigt disse mennesker for noget. De har ingen formel indtægt, så de betaler ikke skat. Og det er de færreste af dem, der er registrerede, så de stemmer ikke til valgene. Derfor er magteliten dybest set ligeglade med beboerne i slumområderne - de føler ikke, de skal stå til regnskab over for dem,” fortæller Connie Dupont, der er ansvarlig for Oxfam Danmarks governance-program i Sierra Leone.

Ebolaen spøger stadig

Mere end 6.000 mennesker er nu to uger efter mudderskredet stadig dybt berørte af katastrofen. Mange er hjemløse, og de overlevende er dybt traumatiserede: De har flygtet for livet med lig flydende rundt i gaderne omkring sig. Børn har mistet forældre og søskende, og hele familier står uden forsørger.

Oven i sorgen har mange mistet alt, hvad de ejer. Selvom de ’kun’ havde et blikskur og nogle få ejendele, vil det tage dem årevis at genopbygge deres tilværelse, for de har kun lige til dagen og vejen.

Mange af de berørte familier kæmpede i forvejen for at komme ovenpå efter ebolaepidemien for to år siden, der også gik hårdest ud over de fattige. Når et familiemedlem blev syg, blev alt i huset efterfølgende brændt for at komme smitten til livs. Effektivt – men i et samfund uden sikkerhedsnet var det næsten uoverskueligt at komme videre.

”Sierra Leones fattige befolkning har lidt så ufatteligt meget. Og nu skal de igennem det igen. Det er næsten ikke til at bære,” siger Connie Dupont fra Oxfam Danmark.

Fremtiden må ikke forsvinde

Noget af det første, der bliver sparet væk efter en katastrofe som denne, er børnenes skolegang. Når man ikke engang har råd til en gryde at lave mad i, går man ikke ud og investerer i skolematerialer. Men det betyder, at håbet om at bryde ud af fattigdommen og skabe et bedre liv samtidig slukkes for næste generation.

Derfor er Oxfam Danmark allerede nu i gang med at sikre, at børnene kommer tilbage i skole igen. Vi hjælper med bøger, kuglepenne, blyanter og skoleuniformer til omkring 2.000 børn i Kaningo-distriktet, der er et af de hårdest ramte områder. Så når skolerne om et par uger slår dørene op igen efter sommerferien, kan børnene genoptage den del af deres hverdag. Det giver dem tryghed, en følelse af normalitet – og ikke mindst holder det liv i drømmen om en fremtid uden ekstrem ulighed og fattigdom, både for de enkelte børn og for Sierra Leone som samfund.