Brasiliens fattigste beskattes benhårdt, mens de rigeste slipper langt billigere. Det får uligheden til at eksplodere i landet, der ellers er lykkedes med at løfte millioner ud af fattigdom i de seneste år - Foto: Apu Gomez

Af:

Misha Wolsgaard-Iversen

Brasiliens imponerende fremgang er truet. Oxfams nye rapport om uligheden i landet afslører bekymrende tal - landet er årtier bagud i kampen mod ulighed.

Inden for de sidste 15 år er millioner af mennesker blevet løftet ud af fattigdom i Brasilien, ikke mindst ved hjælp af den omfattende velfærdsreform Bolsa Familia. Men den imponerende fremgang er i dag truet, og den latinamerikanske gigant fortsætter med at være et af de mest ulige lande i verden.

3,6 millioner mennesker er inden for det sidste år røget tilbage i fattigdom. Derfor haster det med at gøre noget ved de strukturelle årsager til uligheden og fattigdommen – med særligt fokus på det uretfærdige skattesystem, som belønner de rige og straffer de fattige.

6 ekstremt ulige tal fra rapporten:

  • 6 vs. 100 millioner mennesker: Brasiliens 6 rigeste mænd ejer det samme som den fattigste halvdel af befolkningen - hvilket svarer til over 100 millioner mennesker.
  • 5 % vs. 95 %: De rigeste fem procent tjener det samme som de resterende 95 % af befolkningen.
  • 19 år vs. 1 måned: Et menneske, der tjener minimumslønnen, skal arbejde i 19 år for at tjene det samme, som den rigeste 0,1 procent af befolkningen tjener på blot 1 måned.
  • Lighed ventes i år 2047 og 2089: Lønforskellen mellem mænd og kvinder vil først blive udlignet i år 2047. Og sorte brasilianere vil først komme til at tjene det samme som de hvide i år 2089.
  • 6 vs. 16 millioner: Brasiliens 6 rigeste mænd ville skulle bruge 2 mio. kroner hver eneste dag i 36 år for at bruge alle deres penge, mens 16 millioner stadig lever under fattigdomsgrænsen.
  • 75 år bagud: Hvis Brasiliens ulighed bliver bekæmpet med den nuværende hastighed, vil det tage landet 75 år at opnå den ligestilling, der er i Storbritannien.

Skattesystemet har skylden

Eksperterne er ikke i tvivl om, hvad der forårsager den ekstreme ulighed: Skattesystemet straffer de fattige og belønner de rige, for jo mindre man tjener i Brasilien, desto mere skat skal man betale. De fattigste har en skattesats på 32 procent, hvorimod de rigeste kun bliver beskattet med 21 procent. Ud over de skæve magtforhold og korruptionen er der en høj grad af diskrimination i samfundet, som særligt kvinder og sorte brasilianere bliver udsat for hver dag. 

”Vi ved jo, hvad der skal til for at udrydde fattigdommen og standse uligheden,” siger Katia Maia, der er direktør for Oxfam Brasilien.

”Der skal etableres et bedre velfærdssystem og socialt sikkerhedsnet, som støtter de fattigste – hvor der sørges for gratis uddannelse og en højere minimumsløn. Det ville bidrage til at mindske kløften i samfundet. Ekstrem ulighed påvirker alle i samfundet, uanset race. Så længe der er fattigdom, vil der være konflikter, vold og ustabile forhold,” siger Katia Maia.  

Det er kontroversielt, at 6 ud af 10 husstande har en månedlig indtægt på under 1.600 kroner, når der årligt kunne samles 120 milliarder kroner ved at fjerne skattelettelserne for de rigeste. Dette beløb er næsten tre gange så stort som hele Brasiliens uddannelsesbudget – og dobbelt så stort, som budgettet for det nationale velfærdsprogram Bolsa Familia, som støtter næsten en tredjedel af de brasilianske familier.

Kommentarer

Fast actions block