Forside / Nyheder / Ulandskalenderen skal få børnene ud af guldminerne
Artikel

Ulandskalenderen skal få børnene ud af guldminerne

06.03.2017

Af Line Agerlin Trolle

Bassirou på 15 år arbejder i guldminen i Nobsin. Med pengene fra ulandskalenderen 2017 vil Oxfam IBIS sørge for, at flere af Burkina Fasos børn kommer i skole i stedet for at arbejde i minerne.
Bassirou på 15 år arbejder i guldminen i Nobsin. Med pengene fra ulandskalenderen 2017 vil Oxfam Danmark sørge for, at flere af Burkina Fasos børn kommer i skole i stedet for at arbejde i minerne.
Foto : Kristian Lytken Laursen

Oxfam Danmark har i disse dage et hold i Burkina Faso for at forberede årets ulandskalender - i år skal overskuddet nemlig gå til at få børnearbejdere ud af guldminerne og ind i klasselokalerne.

Når danske børn til december skal arbejde med ulandskalenderen i folkeskolen, kan de i undervisningsmaterialet blandt andre møde Fadila på 11 år. Hun er fra en stor guldminefamilie, og hendes 15-årige bror arbejder i minen. Faktisk arbejder næsten hele hendes familie i minen. Nogle graver nede i de lange gange i mineskakterne 50-80 meter under jorden. Andre hejser jord op, knuser jordstykkerne og vasker jorden i håbet om, at der er guld at finde i dag.

Fadilas bror, Bassirou, er 15 år. Nogle gange er han nede i minen, andre gange arbejder han oppe på jorden. Han er en af de heldige, der stadig går i skole, for han arbejder kun i weekenderne og i skoleferierne. Hvis familien ikke finder guld i lang tid, er der måske ikke længere råd til hans skolegang. Nogle af hans ældre søskende er allerede droppet ud og arbejder i minen hver dag.

Bassirou drømmer om at få sin egen butik, så han ikke at behøver lave det farlige arbejde i guldminen længere.

Overskuddet fra U-landskalenderen 2017 kommer til at gå til at hjælpe 5.000 børn mellem 6-12 år fordelt på 25 folkeskoler i Yagha-provinsen, der er en af Burkina Fasos fattigste. Sammen med lokale partnere vil Oxfam Danmark give børnene en kvalitetsuddannelse af veluddannede lærere. De vil få mad på skolerne, hvilket vil være en kæmpestor hjælp for de fattige familiers økonomi. Og så vil vi arbejde med at oplyse familier og samfund om, hvor vigtigt det er, at børnene kommer i skole.

Glæd dig til slutningen af året, hvor kalenderen kommer i handlen.