Forside / Nyheder / Succes: Det lykkedes mig at forlade banden
Artikel

Succes: Det lykkedes mig at forlade banden

23.05.2017

Af William Vest-Lillesøe

moises-montiet-esteli-nicaragua-photo-william-vest-lillesoe-680x453.jpg
Foto : William Vest-Lillesøe

Moisés Isaí Gutiérrez Montiel, 20 år, Nicaragua
Bygningskonstruktør, tidligere bandemedlem

”Da jeg var 16 år, kom jeg med i en ungdomsbande. Hver bande havde sit territorium, og vi sloges voldsomt og ofte. Det var altid et spørgsmål om at vise, at man var stærkere end de andre.

Når vi ikke sloges, hang vi ud på gaden. Vi tog stoffer og drak os fulde og spildte vores liv. Især stofferne gjorde det svært. Jeg tog mere og mere og fik problemer med at betale for det. Mine forældre blev nødt til at låne mig penge, så jeg kunne betale, hvad jeg skyldte.

Livet på gaden var en katastrofe! En dag brækkede jeg næsen på en i et slagsmål. Jeg fik det skidt. Jeg ville ikke gøre nogen fortræd, og jeg kunne se, hvor ked af det min familie var. ’Jeg ødelægger mit liv,’ tænkte jeg. Men det er ikke så nemt at forlade en bande.

Heldigvis blev jeg opsøgt af en fra INSFOP - en organisation som støttes af Oxfam Danmark, og som ville hjælpe mig ud af bandemiljøet. Jeg fik rådgivning og støtte, og så fik jeg en uddannelse i bygningskonstruktion.

Der kom også nogen fra INSFOP og talte med min familie, så hele familien var sammen om det, der skulle ske. Uden de mennesker havde jeg sikkert stadig været i gang med at spilde mit liv.

I dag arbejder jeg som bud og er ved at starte et byggefirma sammen med min bror. Jeg kan hjælpe min familie økonomisk, og min mor behøver ikke længere bekymre sig for mig. Hver lørdag går jeg i skole og tager den uddannelse, jeg aldrig troede, jeg skulle få.

Mange af mine venner er stadig i banden, men jeg prøver at hjælpe dem. Jeg siger til dem, at de også kan ændre sig og gøre noget i stedet for at bruge deres liv på at løbe fra politiet.”