Forside / Nyheder / Sommerens bedste nyhed: De lokale vandt over minen
Artikel

Sommerens bedste nyhed: De lokale vandt over minen

09.08.2017

Af Andreas Nilaus Larsen

Landsbyen San Rafael Las Flores i Guatemala er i årevis blevet plaget af den lokale mine, der har fået huse til at falde sammen. Nu er minen blevet lukket af en domstol i Canada
Landsbyen San Rafael Las Flores i Guatemala er i årevis blevet plaget af den lokale mine, der har fået huse til at falde sammen. Nu er minen blevet lukket af en domstol i Canada
Foto : Bertil Suadicani

San Rafael Las Flores i Guatemala var en fredelig landsby i grønne omgivelser, indtil en gigantisk mine ramte byen som et menneskeskabt jordskælv, der førte konflikter, mordforsøg, vold og ødelagte liv med sig. I årevis kæmpede lokale imod, og nu er minen suspenderet. En fantastisk, uventet og lettende sejr.

Lokalbefolkningen kan ånde lettet op i landsbyen San Rafael Las Flores i Guatemala. Den store mine – det menneskeskabte jordskælv, der har slået store revner i byen og har efterladt indbyggernes liv i ruiner – er blevet suspenderet, efter at en canadisk domstol i midten af juli kendte den ulovlig.

Guldminen, der er ejet af det canadiske selskab Tahoe, har i årevis sprængt sig længere og længere ind under landsbyen. Det har betydet, at huse er kollapset, og vandforsyningen er tørlagt, eftersom minen hver dag suger mere vand, end en guatemalansk familie bruger på et helt år.

Det er i sig selv ikke en usædvanlig historie i Guatemala, hvor otte ud af ti lokalsamfund med mineaktiviteter er ramt af vedvarende konflikter. Men de lokale i San Rafael Las Flores har aldrig ladet sig slå ud af mineselskabet og myndighedernes trusler, vold og mordforsøg. De har kæmpet en indædt kamp mod minen – og for deres rettigheder. Og nu er de endelig blevet hørt.

I februar i år fik syv lokale aktivister helt ekstraordinært lov til at lægge sag an mod mineselskabet ved en canadisk domstol, fordi selskabet er canadisk ejet. Domstolen begrundede blandt andet beslutningen med, at der ville være stor risiko for, at sagsøgerne ikke ville få en retfærdig retssag i Guatemala mod et magtfuldt internationalt selskab, hvis mineinteresser stemmer overens med den guatemalanske stats politiske interesser.

Landsbybeboerne anklagede selskabet for menneskerettighedskrænkelser, efter at de i 2013 blev beskudt og såret under en fredelig demonstration mod minen. Deres krav var en undskyldning og erstatning – og at minedriften skulle stoppes. Og det er nu sket: sagsøgerne har fået medhold, og minen er suspenderet.