Foto: Bertil Suadicani

Af:

Bertil Suadicani

Et af de steder, hvor man har mærket effekten af andres sejre over minevirksomhederne, er den lille by San Rafael Las Flores, hvor splittelse og uro nu er vendt til håb.

”Flere bygninger er faldet sammen, og husene ryster hver dag, når de bruger dynamit i minen. Vores kilder er tørret ud, og folk, der protesterer, er blevet overfaldet i deres hjem. Ovenikøbet har minen sat store reklamer op, som fortæller, hvor meget minevirksomheden hjælper os.”

Juan Jose er 41 år og far til seks børn. Han er en af dem, der fra begyndelsen har protesteret mod anlæggelsen af minen og forsøgt at gøre opmærksom på, at lokalbefolkningens rettigheder bliver krænket, og deres liv ødelagt.

En anden er Leslie Flores, en ung kvinde på 26 år. Hun gik forrest, da 1.500 indbyggere marcherede mod minen for at vise deres utilfredshed. Kort tid efter brød bevæbnede maskerede mænd ind i Leslies hjem. De gennemrodede hendes ting. De truede hende med fængsel, hvis ikke hun stoppede sine protester:
”Du dør af epilepsi i fængslet, og din far dør af sukkersyge, mens du er væk,” sagde mændene, der tydeligvis vidste meget om Leslie Flores.

Med stor sandsynlighed var overfaldsmændene fra Leslies egen landsby, ligesom de fleste af minens bevæbnede vagter er unge mænd fra lokalområdet. Det lader til at være en bevidst strategi fra mineselskabet at forsøge at splitte lokalsamfundet ved at ansætte nogle få og begave dem med nye biler og gode huse, mens resten ingenting får. Det mener i hvert fald en anden af indbyggerne, Amadeo Aguilar, som kan se, hvordan det skadede deres sag, at de længe ikke var i stand til at stå samlet og fast i deres protester over for mineselskabet og myndighederne.

Vi har lært af de andre

Der er dog håb for San Rafael Las Flores. Med støtte fra organisationer som Oxfam IBIS og vores partnere kan indbyggerne nemlig få viden om, hvordan andre lokalsamfund har argumenteret, protesteret og formået at blive hørt. Og så forsøger de det samme.

Las Flores' første succes var i sommer, da det lykkedes at samle nok folk til at lave en vejblokade, som fredeligt, men effektivt forhindrede minen i at arbejde, og dermed gøre opmærksom på, at deres rettigheder var blevet overskredet. Den næste kom i efteråret, da det lykkedes at bringe sagen for en canadisk domstol, som, fordi mineselskabet er canadisk, kunne dømme det til at standse sine aktiviteter, indtil alle love og regler er overholdt.

Tilsammen har det givet indbyggerne en pause og en mulighed for på oplyst grundlag at gå i dialog med Guatemalas myndigheder og minevirksomheden for at lave en permanent aftale om, hvorvidt eller på hvilken måde der skal være minedrift i deres område.

Kommentarer

Fast actions block