Foto: Bertil Suadicani

Af:

Bertil Suadicani

For en fattig familie i Ghana kan det være svært at se værdien af at lade sit barn bruge hele dagen på skolebænken, når det på kort sigt hverken bringer penge til familien eller putter mad på bordet. Alligevel lykkedes det Samuel at bytte sliddet i familiens kakaomark ud med timer i engelsk og matematik.

”Om formiddagen sled jeg i kakaoplantagen med at slå græs, sprøjte planterne eller flække kakaonødder. Om eftermiddagen hjalp jeg til derhjemme. Jeg var altid træt, og min krop gjorde ondt. Derfor fik jeg aldrig lavet mine lektier,” fortæller Samuel Asare.

Han er 18 år og bor med sin far og søskende i en landsby i den del af Ghana, der især er kendt for sin store produktion af kakao. Der er en skole i nærheden af Samuels hjem, men selv om han har været indskrevet siden første klasse, er det kun i korte perioder, at han rigtig har passet sin skolegang.

Samuels far ville gerne have Samuels hjælp til arbejdet i kakaoplantagen og til den lange række af daglige opgaver, der skulle løses derhjemme. Det betød, at Samuel kun kom i skole hver anden dag, og at han ofte ikke havde læst lektier. I perioder kom han slet ikke, og da han blev 14, opgav han at følge med og droppede helt ud.

Drømte sig væk

I stedet gik Samuel i den brændende sol i kakaoplantagen. Ofte fløj hans tanker på langfart. Især legede han med tanken om at blive skrædder og bytte det hårde markarbejde ud med nål, tråd og målebånd. En dag, da han gik og drømte, huggede han forbi kakaonødden og ramte sig selv i armen. Kniven skar sig dybt ned i hans tynde håndled, og en tyk strøm af blod dryppede ned i græsset.
”Det er det værste, men langt fra det eneste sår, jeg har fået. Jeg har mange ar fra kniven og fra det stride græs, der skærer, når man går igennem det,” siger Samuel Asare og viser de arrede arme og ben frem.

Samuel er heldig, at ingen af skaderne har givet varige men – så heldig er det langt fra alle børnearbejdere, der er. Meget af det arbejde, de bliver sat til, er farligt og slet ikke egnet for børn. Men mange forældre har selv arbejdet som børn og ser det som en god og naturlig ting, at børn hjælper til.
”Når de arbejder hårdt, bliver de stærkere,” lyder det fra forældrene, der til gengæld kan have svært ved at se, at det, der foregår i skolen, har større værdi end at blive en dygtig kakaobonde.

Oplysning virker

En stor indsats fra Oxfam IBIS i samarbejde med chokoladefabrikanten Toms og flere ghanesiske partnere har dog gradvist ændret holdningen til uddannelse blandt indbyggerne i Samuels landsby. Tidligere arbejdede mere end 700 børn i området med alt fra tunge huslige pligter til at håndtere skarpe knive og sprøjte gift med håndpumper. Ved den seneste optælling var det tal faldet til 87 – resten går i skole.

Også Samuel er tilbage i skole. Han er kommet en del bagud på de år, han har været væk, og går i klasse med børn, der er tre-fire år yngre end ham. Men han elsker at være der. Det var Samuels onkel, der endte med at overbevise Samuels far. Onklen er lærer og medlem af det lokale råd mod børnearbejde. Onklen argumenterede for, at uddannelse giver flere og andre muligheder end at arbejde i plantagen, og at det var vigtigt, at Samuel kom tilbage i skole og gjorde sin uddannelse færdig.

Til sidst blev Samuels far overbevist. I dag håber han, at hans søn færdiggør skolen og får kørekort, så han kan blive chauffør. Selv vil Samuel stadig gerne være skrædder. Uanset hvad er skolen et vigtigt skridt på vejen.

Historien om Ebbah

Ebbah var selv børnearbejder. I dag er han spydspids i et samarbejde med Oxfam IBIS om at få børnene væk fra markerne og ind i skolerne.

Der går ikke mange øjeblikke mellem smilene hos Ebbah Aneurin. Faktisk lurer smilet hele tiden i mundvigen. Men sådan har det ikke altid været. Da Ebbah var barn, arbejdede han dagen lang i familiens kakaoplantage.

Som voksen har Ebbah viet sit liv til at bekæmpe børnearbejde.
”Det er et meget vigtigt arbejde, vi udfører," siger Ebbah Aneurin og viser hjemmevant rundt mellem hytterne i en af landsbyerne i Bibiani i det vestlige Ghana. Hans arbejde er blandt andet at opsøge børn, der ikke går i skole, og tale med deres forældre om, hvorfor det er vigtigt at kunne læse og skrive. Han rådgiver også forældrerådene om, hvordan de bedst kan være med til at sætte en stopper for børnearbejde.

Ebbah smiler til alle, han kommer forbi, og falder i snak med mange. En af dem er Samuel Asare, som taler lavt og svarer med få ord. Ebbah Aneurin mister ikke tålmodigheden, men læner sig frem og smiler opmuntrende. Sådan har han talt med hundredvis af børn og endnu flere forældre i sit arbejde med at bekæmpe børnearbejde.

Mange af børnene er i dag tilbage i skole takket være det arbejde, som Ebbah og hans kolleger fra organisationen Codesult udfører med støtte fra Oxfam IBIS. Før Oxfam IBIS og Codesult begyndte at samarbejde i 2007, var der cirka 1.400 børn i de to distrikter, der arbejdede så meget, at det gik ud over deres skolegang. Det tal er nu nede på ganske få.

Ebbah Aneurin er stolt af sit arbejde.
”Børn skal ikke arbejde, de skal gå i skole. Det er deres ret, og det er meget vigtigt,” understreger han.

 

Kommentarer

Fast actions block