Et kendt ansigt i det danske u-landsmiljø, Morten Emil Hansen, vender tilbage til IBIS, hvor han de næste otte måneder skal styrke Oxfam og IBIS' analyse- og indflydelsesarbejde omkring dansk og nordisk udviklingspolitik.

Stillingen som senior politisk rådgiver på bistand og udvikling er finansieret af Oxfam, der har en stor bevilling fra Gates Foundation til at forsvare kvalitet og kvantitet i den globale bistand.

Morten Emil skal i tæt samarbejde med Oxfam og nordiske kollegaer analysere de nordiske landes udviklingspolitik og opbygge en koalition af nordiske udviklingsorganisationer i en tid, hvor udviklingsbistanden gennemgår markante forandringer og den fattigdomsorienterede bistand er stærkt faldende i Danmark, Sverige og Finland.

Fastholde fattigdomsorienteret nordisk udviklingsbistand

”Vi er rigtig glade for, Oxfam har set vigtigheden af at lave en fokuseret indsats for at forsvare dansk og nordisk bistand, der skal fastholdes som et kvalitetsstempel for fattigdomsorienteret støtte til udvikling. Og det er fantastisk at vi kan få en ressource som Morten Emil til at varetage dette arbejde de næste otte måneder. Morten har både det kendskab til og netværk blandt det danske og nordiske udviklingsmiljø, der skal til for at løfte denne opgave”, siger Vagn Berthelsen, generalsekretær i IBIS.

Morten Emil har oprindelig en baggrund som politisk rådgiver i IBIS, hvor han bl.a. var initiativtager til kendte kampagner som Humor mod Aids og Make Poverty History. Han har efterfølgende haft centrale positioner i Folkekirkens Nødhjælp, NGO-forum, MS/ActionAid og Concord Danmark.

Morten Emil har siden 2012 drevet konsulentvirksomheden Policy Advice, hvor han har løst opgaver for internationale og danske organisationer, herunder adskillige analyser af dansk og nordisk bistand. Læs analyserne på www.policyadvice.dk.

Kommentarer

Fast actions block