Af:

Simon Ankjærgaard

Det er tid til at sætte en stopper for skattely. Ny rapport fra Oxfam før World Economic Forum i Davos  

Verdens politiske og finansielle elite bør for alvor forpligte sig på at få afskaffet skattely og den industri, der lever af skattetænkning og skatteunddragelse. Sådan lyder opfordringen fra Oxfam i rapporten ”En økonomi for den ene procent”, som offentliggøres forud for det årlige World Economic Forum i Davos i Schweiz fra onsdag 20. til 23. januar.

Hent det danske resumé af rapporten her

Hent hele rapporten på engelsk her

Rapporten dokumenterer og analyserer den globale ulighed, der i den grad er løbet løbsk – og som forhindrer, at målet om at få udryddet global fattigdom inden 2030 kan blive indfriet. Tallene i rapporten er foruroligende. I dag har verdens rigeste én procent større rigdom, end alle andre mennesker til sammen. Blot 62 absurd rige ejer det samme som den fattigste halvdel af jordens befolkning – i alt 3,6 milliarder mennesker. For fem år siden skulle der 388 milliardærer til. 

Et verdensomspændende netværk af skattely og en voksende skattetænkningsindustri har givet store selskaber og meget rige mennesker mulighed for at skjule deres milliardoverskud og har dermed været drivkraften i, at uligheden er accelereret i en hidtil uset grad.

”Multinationale selskaber og rige eliter spiller efter helt andre regler end alle andre ved at nægte at betale den skat, der sikrer, at et samfund kan fungere og udvikle sig. Jeg udfordrer regeringer, virksomheder og andre, der er til stede i Davos, til at sætte en stopper for skattely,” siger Winnie Byanima, der er direktør for Oxfam og som selv vil være til stede i Davos.

”Den økonomiske ulighed er ude af kontrol. Det er tid til at sætte en stopper for skattely, som driver den økonomiske ulighed og forhindrer flere hundrede millioner mennesker i at løfte sig ud af fattigdom. Vi skal have en økonomi for de mange, ikke for de én procent rigeste” siger Lars Koch, politisk chef i Oxfam IBIS. 

Oxfam IBIS og Oxfam dokumenterer, at verdens rigeste mennesker i dag skjuler i alt 7.600 milliarder dollars i skattely. 94 procent af de 201 største virksomheder i verden er til stede i et eller flere af klodens skattely, herunder alle de 118 selskaber, der er partnere i Davos. 30 procent af de rigeste afrikaneres formue, cirka 500 milliarder dollars, er gemt af vejen i udlandet. Det betyder 14 milliarder dollars i manglende skatteintægter i Afrika om året. Skatteunddragelse efterlader med andre ord store huller i de offentlige budgetter og forhindrer de enkelte lande i at få de nødvendige skatteindtægter, der kan gøre underværker for at udrydde fattigdom og sikre en lige adgang til skolegang og uddannelse for alle. 

Det er på tide at få afsluttet ræset mod bunden i inddrivelsen af selskabsskatter.  Og det er i allerhøjeste grad på tide at få sat en stopper for skattely.

For yderligere informationer og interview, kontakt 

Lars Koch, Politisk Chef, Oxfam IBIS: 6060 5831

Kommentarer

Fast actions block