Forside / Nyheder / Pensionskasses nye skattedoktrin er en milepæl i kampen mod skattely
Artikel

Pensionskasses nye skattedoktrin er en milepæl i kampen mod skattely

12.06.2017

”Det er en milepæl i kampen for ansvarlig skattepraksis, at Pædagogernes Pensionskasse så tydeligt ønsker et opgør med skatteunddragelse, støtter op om gennemsigtighed i virksomheders skattebetalinger land for land og, ikke mindst, selv går forrest for at skabe den forandring de ønsker. Stor ros, også til pensionskassens medlemmer, som støtter op om, at deres penge skal investeres på en måde, som kommer os alle sammen til gode,” siger Lars Koch, international chef i Oxfam Danmark.

I en kronik i Politiken i dag skriver Sune Schackenfeldt, adm. direktør i Pædagogernes Pension, som er en af landets store pensionsselskaber:
”EU, OECD og Verdensbanken er begyndt at tage livtag med verdensomspændende skattespekulation, og så sent som den 17. maj i år enedes alle partier i vores Folketing om at afsætte 100 mio.kr. de næste 4 år til at bekæmpe spekulation i skattely. Nu er det vores tur til at give en hånd med.”

Sune Schackenfeldt slår også fast, at han anser ansvarlig skat som en del af virksomheders sociale ansvar, og at store investorer som eksempelvis pensionskasser både bør og kan bekæmpe skatteunddragelse og dermed være med til at sikre penge til udvikling og velfærd både her og i verdens fattigste lande. PBU laver en direkte kobling mellem mangel på pædagoger i danske daginstitutioner, for få penge til uddannelse i verdens fattigste lande, til at investere ansvarligt og sikre, at selskaberne betaler skat, der hvor indtægterne skabes.

”Oxfam Danmark har gennem flere år haft en dialog med investorer og selskaber om præcis sådanne tiltag. Vi tror på, at ansvarlige danske selskaber og investorer sammen kan ændre økonomien i en mere bæredygtig retning. Pensionsinvesteringer skal jo langt ud i fremtiden sikre en bæredygtig verden. Det her er et vigtigt skridt, som kan bidrage til at skabe en økonomi for de mange i stedet for de få,” siger Lars Koch.

Der har været en berøringsangst fra investorer, fordi skattely er så integreret en del af det finansielle kredsløb, og de er umulige helt at undgå som investor. Men det bør ikke afholde dem fra at tackle det, siger Schackenfeldt. Også andre emner har ikke oplagte løsninger – såsom børnearbejde og klima – men derfor har vi stadig et ansvar for at tage problematikken alvorligt, siger han. Han understreger, at det er i samfundets og PBU’s medlemmers langsigtede interesse, at virksomheder bidrager til de samfund, som de er en del af og bekæmper ekstrem ulighed, der ofte er en følge af skatteundvigelse.

Oxfam Danmark arbejder både i Danmark og internationalt for at bekæmpe den lovlige og ulovlige kapitalflugt, som hvert år koster alene udviklingslandene op mod 1000 milliarder kroner – penge som kunne have været investeret i uddannelse, sundhed og udvikling. Et af initiativerne er Oxfam Danmarks dialogprojekt The Tax Dialogue, som netop handler om at samle virksomheder og investorer og sammen finde ud af, hvad det betyder, at skattebetaling er en del af virksomheders og investorers sociale ansvar.

PBU har blandt andet udviklet en doktrin på skatteområdet, som pensionskassen nu inviterer andre investorer til at efterleve og være med til at videreudvikle. Da pensionskasserne i stigende grad vil investere i udviklingslande, har den også fokus på at sikre skattebetalinger i de fattigste lande.

”Det er nyskabende og perspektivrigt, og jeg håber, at mange andre tager imod invitationen til sammen med Pædagogernes Pensionskasse at tage de næste skridt i retning af en samfundsøkonomi, som er til gavn for alle mennesker, har fokus på også at bekæmpe ekstrem ulighed og afskaffe fattigdom. Det er et virkelig stærkt signal fra PBU, og jeg kan kun håbe at andre vil følge deres eksempel og komme med i dialogen om ansvarlig skat,” siger Sara Jespersen, der står i spidsen ”The Tax Dialogue”.

Læs kronikken i Politiken

Kontakt:

Malene Aadal Bo

Presseansvarlig, Oxfam Danmark, 2443 1729