Fra WUS til IBIS til Oxfam IBIS. I 25 år var vi en del af WUS, et globalt netværk af studenterorganisation. Siden gik vi solo, indtil vi i 2016 blev den danske del i Oxfam.

Oxfam IBIS udspringer af en verdensomspændende studenterorganisation WUS, der blev grundlagt i begyndelsen af 1920'erne. I starten arbejdede WUS med sociale aktiviteter for studenter i Europa. I 1960'erne blev aktiviteterne udvidet til at støtte udviklingsprojekter, først og fremmest formidlede WUS stipendier til studerende fra udviklingslande.

3. november 1966 blev WUS i Danmark stiftet studerende og lektorer ved Københavns, som en sideaktivitet under Danske Studerendes Fællesråd.  Da den politisk bevidste studenterbevægelse for alvor voksede frem, opstod ønsket om, at WUS skulle engagere sig stærkere i det internationale politiske arbejde. I første omgang blev det i form af støtte til befrielsesbevægelserne i det sydlige Afrika og deres kamp mod apartheidstyret og den portugisiske kolonimagt.

Støtten til det sydlige Afrika skete med midler indsamlet af WUS og Operation Dagsværk. Også den danske stat støttede WUS' arbejde. I første omgang gik støtten til Angola. Her var fokus på uddannelse og transport af nødhjælp til flygtningelejre. Siden udvidede WUS sine aktiviteter til Sydafrika, Namibia og Mozambique.

WUS bliver til IBIS

Samtidig med at samarbejdet med befrielsesbevægelserne udviklede sig, fjernede dansk WUS sig mere og mere fra det internationale WUS. I 1970 etablerede dansk WUS sig som en selvstændig organisation, men stadig med stærke bånd til internationale WUS. Det første skridt til løsrivelse var taget. Den endelige løsrivelse blev taget i 1991, hvor organisationen samtidig skiftede navn til det nuværende IBIS.

I 1980'erne begyndte vi at arbejde i Mellemamerika. Det sker efter, at befolkningerne i de mellemamerikanske lande gjorde oprør mod årtiers diktatoriske regimer. Vi ønskede at bidrage til den proces, og indledte derfor samarbejde med de nye regeringer og folkelige organisationer i Nicaragua, Guatemala, El Salvador og Honduras. Omdrejningspunktet var især lokaludviklingsprojekter og støtte til udvikling af civilsamfundets organisationer.

På det tidspunkt var demokratiseringen endnu ikke brudt igennem i Sydamerika, men det ulmede i befolkningen, og i 1980 startede vi et projekt i Chile og i 1985 i Bolivia. I 1990'erne begynder IBIS også at arbejde sammen med oprindelige folk i Ecuador og Peru med det mål at styrke deres mulighed for at hævde deres demokratiske rettigheder.

Oxfam IBIS i dag

Op gennem 1990'erne og frem til i dag har IBIS gennemgået store forandringer. I dag er der således meget få projekter med ”mursten og mørtel”. I stedet arbejder IBIS primært med uddannelse, organisationsudvikling, lokal organisering og støtte til at give de fattigste politisk indflydelse – ting man sjældent kan se med det blotte øje.

Vores programmer, støtte og ambitioner voksede og vi begyndte at arbejde sammen med et væld af organisationer og partnere verden over. En af de partnere har været Oxfam. Vi har især samarbejdet på det politiske niveau med at påvirke de uretfærdige strukturer, der holder folk fast i fattigdom. Me nvi har også samarbejdet også om at sikre uddannelse til alle. Blandt andet igennem den verdensomspændende kampagne, vi på dansk har kaldt Hele verden i skole.

Behovet for et tættere og ligeværdigt samarbejde var stigende. I 2000 blev vi en del af Alliance 2015, hvor vi lavede programsamarbejder med andre NGO'er i Europa. Det er et samarbejde, vi forlod i slutningen af 2015 for at gå ind i Oxfam. IBIS er blevet en del af Oxfam, fordi vi mener, at fattigdom er et globalt problem, vi skal udrydde i globalt fællesskab.

I marts 2016 blev vi optaget som medlem i Oxfam-sammenslutningen og i juni skiftede vi navn til Oxfam IBIS.

Fast actions block