Berta Càceres – et bestilt mord på den forkerte aktivist

Mordet på Berta Cáceres indskriver sig i en lang og blodig række af voldstilfælde mod aktivister i Latinamerika. Men hvem var mennesket bag den markante leder, og hvorfor var hun så farlig, at hun måtte bøde med livet?

”Jeg er hjemme i Esperanza, og det er bedre her.”

Sådan skrev Berta Cáceres i en mail til en bekymret ven kun fem dage før sin død. Igennem længere tid havde hun været udsat for så voldsomme trusler, at hun var tildelt særlig beskyttelse af den Interamerikanske Menneskerettighedskommission. Men da bevæbnede mænd trængte ind i hendes hjem natten til 3. marts 2016, mens hun stadig sov, var de politifolk, der ellers var ansat til at beskytte hende, ikke til stede. Hun blev skudt flere gange i brystet, og det kunne selv ikke den hårdhudede aktivist stå imod. Berta døde i armene på sin gode ven og kollega, den mexicanske sociolog Gustavo Castro Soto.

Berta var en verdenskendt honduransk miljø- og menneskerettighedsaktivist, og mordet var den tragiske kulmination på en livslang kamp for indianske folks ret til selvbestemmelse og indflydelse. En kamp, som gentagne gange gjorde hende upopulær blandt magthavere og pengemænd. Men til gengæld vandt den hende også international anerkendelse – senest som vinder af den prestigefyldte miljøpris Goldman Environmental Prize i 2015.

Bertas brutale død har skabt røre i Honduras. Flere tusinde mennesker mødte op til hendes begravelse for at sige et sidste farvel, og under mindehøjtideligheden udbrød gadekampe mellem vrede hunduranere og myndighederne. Nyheden om hendes død gik som et chok gennem det internationale miljø af menneskerettighedsforkæmpere. Mordet var en trist påmindelse om de uhyrligheder, som aktivister stadig udsættes for rundt omkring i verden.

En torn i øjet

Berta var en del af folket. Som lenca-indianer forstod hun bedre end nogen, hvilken diskrimination og undertrykkelse de oprindelige folk i Latinamerika er udsat for. Kombineret med en opvækst, der var præget af venstreorienterede ideer, hvor retfærdighed var det grundlæggende fundament, lå det nærmest i kortene, at Bertas liv skulle dedikeres til at beskytte de oprindelige folks rettigheder.

I 1993 var Berta med til at stifte det Nationale Råd For Folkelige Og Oprindelige Folks Organisationer i Honduras (COPINH) – en organisation, der kæmper for at sikre oprindelige folk, fattige bønder og græsrodsbevægelser fælles politisk slagkraft. Med årene er det lykkedes for COPINH at genvinde tabt land og forhindre dæmninger, afskovning og udvinding af naturressourcer. Men samtidig er organisationen blevet en torn i øjet på politikere og forretningsmænd, og truslerne mod COPINH-medlemmer er taget til. Adskillige af organisationens topfolk har oplevet gentagne repressalier, og mindst fire er blevet dræbt.

Berta var leder af og talsperson for lenca-folket, som består af omkring 400.000 lenca-indianere – de fleste af dem er fattige og illitterære bønder. Ifølge hendes nære veninde, Beverly Bells, søgte Berta altid en fælles beslutning, og hun udtalte sig aldrig, før hun havde forhørt sig hos de mennesker, hun repræsenterede. For hende handlede det aldrig om andet end at sikre de oprindelige og undertrykte befolkningsgrupper en stemme og reel indflydelse. Og som hun plejede at sige: ’De frygter os, fordi vi er frygtløse’.

Konflikten om Aqua Zarca

Dråben, der fik bægeret til at flyde over for Honduras magthavere, synes at være den årelange kamp om Aqua Zarca-dæmningen. Allerede i 2010 startede striden mellem COPINH og regeringen, der dengang tillod omkring 40 vandprojekter, heriblandt Aqua Zarca, uden høring eller inddragelse af de lokale befolkningsgrupper. Det var i direkte strid med internationale konventioner, der beskytter oprindelige folk og stammefolks rettigheder, herunder retten til frit, informeret og forudgående samtykke. I Aqua Zarka var der ingen høring, til trods for at projektet både inddrog de lokales jord og ville få fatale konsekvenser for dyrkningsmulighederne nær floden.

COPINH fik hurtigt mobiliseret en blokade, som de fastholdt i over et år. Det lykkedes at få Verdensbanken og et kinesisk selskab til at trække deres økonomiske støtte til projektet.  Men sejren var kortvarig. Projektet blev nu i stedet overtaget af europæiske investorer: Finnfund fra Finland og den hollandske udviklingsbank.

I tiden op til sin død var Berta i gang med at planlægge en tur til Europa for at tale med disse investorer. Og selvom der ikke er beviser på, at Bertas død er koblet til Aqua Zarca-projektet, så faldt tidspunktet iøjnefaldende tæt på hendes rejse til EU og samtidig eskalerede konflikten i området.

Mindre end to uger efter Bertas død blev endnu en leder fra COPINH, Nelson Garcia, myrdet. Kort herefter suspenderede først den hollandske udviklingsbank og efterfølgende Finnfund omsider deres aktiviteter i Honduras.

Livsfarligt at være aktivist

Mordet på Berta og Nelson er desværre langt fra de eneste mord på aktivister i Honduras. Landet har den tvivlsomme ære at være verdens farligste land. Hvert år dræbes 85 personer per 100.000 indbyggere, og det er særligt farligt at være miljø- eller menneskerettighedsforkæmper. Til sammenligning er tallet 35 for det ikke særligt fredelige naboland Guatemala – og et i Danmark.

I perioden fra 2010-2015 er 109 aktivister blevet dræbt alene i Honduras. Otte af disse sager var offentligt rapporteret. Af disse var hele seks af ofrene medlemmer af oprindelige befolkningsgrupper. På verdensplan var andelen af myrdede aktivister, som tilhørte en oprindelig befolkningsgruppe, hele 40 procent i 2014.

Ifølge organisationen Global Witness finder næsten tre ud af fire mord på miljø- og menneskerettighedsaktivister sted i Syd- eller Mellemamerika. Det er et kæmpe problem for hele verdenssamfundet, at en systematisk diskrimination mod aktivister finder sted på daglig basis i regionen. Ikke nok med at det underminerer den almindelige befolkning – det underminerer også reel udvikling og vækst. Når internationale udviklingsbanker og europæiske investorer støtter projekter som Aqua Zarca i så politisk vanskelige lande, er risikoen for, at det fremmer undertrykkelse og ikke-bæredygtig udnyttelse af naturressourcer meget, meget høj.

Bertas livsværk

Beverly Bells mangeårige venskab med Berta har givet hende et helt tæt indblik i den stærke og humoristiske kvinde bag aktivisten, og efter mordet på Berta er hun flere gange blevet interviewet om venskabet. Ifølge hende var arbejdet og kampen for at sikre rettigheder mere end bare et personligt valg for Berta. Det var en del af hendes dna.

Som barn oplevede Berta helt tæt på, hvad det vil sige, når folk lever i fattigdom og ikke har de samme muligheder som andre. Og som datter af en jordemoder blev hun tidligt bevidst om, at ulighed og fattigdom går hånd i hånd.

Som voksen boede Berta i sit barndomshjem, hvor hun tog sig af sin aldrende mor. Hun sov i et bart stenrum, hvor halvdelen af rummet var indrettet som et kontor. Her tilbragte hun al sin tid, hvis hun da ikke lige befandt sig i sin gule pick-up, hvor hun var i gang med at samle andre COPINH-medlemmer op, eller på vej ud til projekter og lokale befolkninger.

Som fraskilt mor til fire trodsede Berta de stereotype forestillinger om kvinder, som er udbredte i Latinamerika. Og hun beviste, at kvinder kan leve i selvstændighed. På den måde fulgte hun i sin mors fodspor. I en tid, hvor indianske kvinder ikke havde noget at skulle have sagt, var Bertas mor borgmester og guvernør og sideløbende jordemoder. Da moderen blev spurgt, om hun var bekymret for sin datter, svarede hun blot: ”Absolut ikke. Hun laver lige præcis det, hun burde lave.”

Berta har opdraget sine egne børn, som hun selv blev opdraget. Og allerede i en meget ung alder begyndte hendes børn at bære fanen for retfærdighed videre. Som Beverly beskrev det: ”Jeg har aldrig set Berta så stolt som i det øjeblik, hvor hendes 7-årige datter fremførte digtet ”Las Margaritas” (margueritterne) for en forsamling af udenlandske gæster. Det var et blik, jeg aldrig havde set før.”

Til trods for de kampe, Berta hver dag måtte kæmpe, mistede hun aldrig sin humor. Den radikale honduranske jesuitterpræst Ismael ”Melo” Moreno har for nylig berettet om en episode, hvor han ledsagede Berta til Rio Blanco. Da de stod sammen for at blive fotograferet med floden brusende bag sig, grinede Berta højlydt og udbrød: ”Lad os se, hvem af os, der ryger først.”

Det blev Berta, som faldt. Og nu kræver det internationale samfund, at hendes mordere bliver stillet til regnskab.