Foto: William Vest-Lillesøe

Af:

Wililam Vest-Lillesøe

Steven var kun et stort barn, da han fik stukket et gevær i hånden og blev bedt om at kæmpe de voksnes krig. Han var 14, da han vendte hjem med skudsår i benet og et eneste brændende ønske - at komme i skole.

Mens de andre spiller fodbold på den støvede plads ved skolen, sætter Steven Gai Jule sig på en af de dåser, der ligger spredt på jorden. Engang var de beholdere af den nødhjælp, der blev kastet ned fra helikopter. Nu bliver de brugt til opbevaring, til at have små bål i eller som skamler.

Bandagen om anklen afslører grunden til, at Steven ikke spiller fodbold. Det er to år siden, han blev skudt, da han deltog i et bagholdsangreb. Men bandagen sidder der endnu, for såret vil ikke hele.

Børnesoldater i tal

  • Godt 15.000 børn har siden 2013 deltaget i Sydsudans borgerkrig.
  • Både regeringshæren og oprørsgrupper bruger børnesoldater.
  • Lige nu er der omkring 250.000 børnesoldater i verden.
  • Ifølge international lov er det en krigsforbrydelse at bruge soldater, der er under 15 år.

Byen, hvor Steven bor, hedder Ganyliel og ligger i den nordlige del af Sydsudan. Der er ingen biler her, men masser af kvæg. I regntiden bliver byen forvandlet til en ø, der kun kan nås med kano.

Befolkningen tilhører nuerfolket, der i tidens løb har haft et utal af konflikter med dinkafolket. Efterhånden som spyd og knive er blevet erstattet af AK-47’ere og granatkastere, er konflikterne blevet mere voldelige, og i dag gennemsyrer splittelsen den unge nation.

I 2012 manglede nueroppositionen soldater til sine militser. Steven var 12 år, da hans mor grædende så ham drage afsted.

”Da jeg ankom til militærlejren, fik jeg udleveret en Kalasjnikov. Jeg lærte at skyde og at snige mig ind på fjenden,” siger Steven med blikket rettet mod jorden. Da han havde færdiggjort sin træning, blev han sendt ud på slagmarken.

Det begynder med uddannelse

Steven fortæller ikke meget om ugerne og månederne i krig. Men han fortæller om den dag, det sluttede. Hans gruppe var nået ind i nabostaten Warrap og var kommet tæt på en fjendtlig milits.

”Vi nærmede os fjenden og lagde os i baghold. Vi angreb. Vi kæmpede længe, og der var mange, der mistede livet,” fortæller Steven. Steven blev skudt i foden og endte med at blive sendt hjem.

Mere end to år senere er skudsåret stadig betændt og vil ikke hele. Alligevel føler Steven sig heldig. I Ganyliel har Oxfam IBIS opbygget et særligt undervisningsforløb til børn, unge og enkelte voksne, der ligesom Steven er gået glip af skolegang på grund af konflikten. Vi har også oprettet et bibliotek, hvor Steven bruger meget af sin tid.

Den lokale leder i Ganyliel, kommissær John Tap Kang, ville ønske, at alle børn i byen kunne komme i skole i stedet for at tage del i de voksnes krig. Han er ikke i tvivl om, at netop muligheden for at gå i skole og tage en uddannelse er afgørende for både det enkelte barn og for Sydsudan.

”Vi har mange udfordringer med krig og sygdom, men med uddannelse kan vi ændre det. Med uddannelse kan vi løse de andre problemer,” siger han.

Steven er enig. Med skolen har han fået mod på fremtiden og er begyndt at drømme om et liv, der ikke handler om konflikt og krig.

”Jeg vil gerne til Uganda. Der har de bedre skoler," siger han og kigger op, da en knægt sammenbidt trasker forbi. Hans støvler er alt for store, og han har en Kalasjnikov over skulderen. Han er yngre end Steven, og uniformen hænger løst på hans lille krop.
Steven fortsætter: "Jeg vil gerne studere medicin og behandle andre, der har brug for hjælp, ligesom jeg havde.”

Kommentarer

Fast actions block