Haitis hovedstad Port-au-Prince blev hårdt ramt af jordskælvet i 2010. Det var under hjælpearbejdet, at syv Oxfam-medarbejdere forbrød sig mod alle interne regler - Foto: Vincent Tremeau, Oxfam

De seneste ugers afsløringer af seksuelle krænkelser begået af ansatte fra Oxfam IBIS’ britiske søsterorganisation i 2011 er utilgivelige. Oxfam arbejder jo netop for kvinders rettigheder! Men en lille gruppe mænd, der var sendt ud i Oxfams navn, gjorde akkurat det modsatte og udnyttede de mennesker, som de skulle hjælpe. Jeg er rasende over, at den slags kunne foregå – og at Oxfam Storbritannien ikke efterfølgende tog de nødvendige skridt, så de skyldige fik deres straf.

Alle Oxfam IBIS' medlemmer og samarbejdspartnere har vist os stor tillid. Jeg kan sagtens forstå, hvis folk bliver i tvivl om, hvorvidt det giver mening at støtte os – om vi varetager det ansvar og den tiltro bedst muligt, som de har givet os.

Siden overgrebene i 2011 har Oxfam indført en whistleblower-ordning og oprettet en safeguarding-afdeling, der undersøger beskyldninger om krænkelser og overgreb. Et hold fremtrædende kvinderetsforkæmpere vil gennemtrawle Oxfams kultur og praksis på området. Og så har Oxfam stillet sig i spidsen for et initiativ på tværs af hele ngo-sektoren, der skal sikre, at en overgrebsmand ikke kan blive fyret fra en organisation den ene dag og få nyt job i en anden den næste.

Læs mere om Oxfams tiltag mod overgreb her (på engelsk)

Ydmyghed over for opgaven

Overgrebene i Haiti fandt sted i 2011. IBIS blev medlem af Oxfam i 2016. Det letteste for os ville være at stille os op og sige, at ’det har ikke noget med os at gøre’. Men det gør vi ikke. For vi er en del af Oxfam nu. Og Oxfam har siden 2011 gjort mere end de fleste for at forhindre, at noget lignende kan ske igen.

Og selv om det er skandalen, der trækker overskifter lige nu, er det ikke skandalen, der definerer Oxfam i mine øjne. Oxfam IBIS har i 50 år arbejdet for at udrydde ulighed og fattigdom. Det arbejde skal nogle få mænds forkastelige opførsel ikke få lov til at ødelægge.

Læs mere om Oxfam Internationals historie her

Fattige mennesker verden over er afhængige af os. Vi redder liv, skaber udvikling og sender titusindvis af børn i skole hver eneste dag. Oxfam er en global bevægelse af mennesker, der tør tale magthaverne imod. Siden IBIS blev en del af Oxfam, har vi oplevet, hvordan vores stemme er blevet endnu stærkere, når vi præsenterer forslag i EU og Davos. Vores uddannelsesprogrammer når ud til endnu flere – det er for eksempel på grund af Oxfam, at vi nu kan hjælpe mennesker i Mali, Nigeria og i flygtningelejrene på grænsen til Sydsudan. For det rykker virkelig, når vi er mange, der står sammen og taler med én stemme.

Visionen er ikke bare at rette op på det, der er sket. Oxfam går foran og sætter nye skrappe standarder for beskyttelse af kvinder.

Tak, fordi du er med!

Kommentarer

Fast actions block