En travl gade i Freetown, Sierra Leone. Afrikas befolkning vokser i disse år, men det behøver ikke være et problem - Foto: Poul-Erik Christoffersen

Af:

Rikke Hovn Poulsen

Læs her, hvorfor fattigdomsbekæmpelse og uddannelse er geniale midler i kampen mod overbefolkning

Miljøkatastrofe! Befolkningseksplosion! Sult! Klimanedbrud!

De dystre forudsigelser står i kø, når politikere og meningsdannere i Vesten diskuterer den såkaldte befolkningseksplosion: I løbet af 50 år er verdens befolkning mere end fordoblet, så vi i dag er over syv milliarder mennesker. Og der kommer stadig flere til.

Særligt Afrikas befolkning vokser, og det får med jævne mellemrum mere eller mindre kloge hoveder til at antyde, at vi er nødt til at gå drastisk til værks. Det er imidlertid hverken klogt eller nødvendigt at indføre global etbarnspolitik eller tvangssterilisation for at bremse befolkningstilvæksten – for slet ikke at tale om, at det er aldeles umenneskeligt at begrænse menneskers mulighed for at få så mange (eller få) børn, de har lyst til.

Den gode nyhed er, at vi sagtens kan tilgodese fattige menneskers ønsker, samtidig med at vi tilgodeser vores alle sammens behov for en klode, vi kan være på. Kodeordene er fattigdomsbekæmpelse og uddannelse. Men mere om det senere – lad os først få tallene på plads.

Kurven flader ud

Det er helt korrekt, at vi bliver flere mennesker i verden i disse år. Men der bliver ikke født flere og flere børn – i de seneste 20 år har der konstant været omkring to milliarder børn i verden.

For 50 år siden fik en gennemsnitskvinde fem børn, i dag får hun omkring 2,5. Når vi alligevel bliver flere samlet set, skyldes det, at der ikke er lige så mange gamle mennesker, som der er unge. Derfor dør der ikke lige så mange, som der bliver født. Men om 70 år vil billedet være et andet. Så vil der være cirka lige mange gamle og unge – og så vil antallet af mennesker stabilisere sig.

Førende forskere regner med, at vi (eller de!) til den tid vil være omkring 11 milliarder. Måske endda færre, hvis vi sætter massivt ind på uddannelse og familieplanlægning. Uanset hvad er det mange munde at mætte. Men det er ikke umuligt, hvis vi arbejder målrettet med grøn omstilling og udvikling af landbruget i de mindst udviklede lande.

Se den verdensberømte svenske statistiker Hans Rosling forklare sammenhængen ved hjælp af IKEA-kasser

Fattigdom er den store synder

Der er selvfølgelig masser af antagelser og usikkerheder indbygget i sådan et regnestykke. Men alle er enige om, at fødselsrater og fattigdom hænger uløseligt sammen.

Fattige familier har brug for en stor børneflok til at hjælpe med at arbejde – ellers kan de ikke få økonomien til at hænge sammen. Hvis man kun har sine ben at gå på, har man brug for ’manpower’ til at hente vand, løbe ærinder og arbejde i marken. Men så snart man får penge nok til at købe en cykel, behøver man ikke være så mange til de samme opgaver. Og senere får man måske ligefrem råd til en motorcykel…

I fattige samfund er børnedødeligheden desuden høj. Det er også en medvirkende faktor til, at folk får flere børn, end de måske ellers ønsker sig, simpelthen for at sikre familiens overlevelse.

I takt med, at et samfund bliver rigere, begynder indbyggerne at få færre børn. Og til sidst ender man på lidt over to børn per kvinde. Sådan har udviklingen været i både Europa, Amerika og Asien, hvor store dele af befolkningen i de seneste 50 år er gået fra dyb fattigdom til relativ velstand. Og sådan vil det også gå i Afrika, hvis det lykkes os at løfte de fattigste ud af ekstrem fattigdom.

Det er ikke dog noget, der slår igennem fra dag til dag: Familierne skal vide, at de kan regne med, at deres børn overlever, før de holder op med at få flere, end de egentlig har lyst til.

Der er imidlertid endnu et parameter, der gør en mærkbar forskel for, hvor mange børn folk får. Det er uddannelse – og især pigers uddannelse.

Send pigerne i skole

I Ghana får kvinder med 12 års skolegang i gennemsnit to-tre børn, mens deres medsøstre med fire års uddannelse får fem børn – og dem, der aldrig kom i skole, får omkring seks. Sådan er det overalt i verden: Jo længere uddannelse en kvinde har, desto færre børn får hun. Forskere anslår, at vi kan begrænse befolkningstilvæksten med omkring 1,8 milliarder mennesker, hvis vi investerer i at forbedre uddannelsessystemet i Afrika markant.

Læs verdensbankens analyse af sammenhængen her

Det er der flere grunde til. Unge piger, der går i skole, bliver ikke giftet bort så tidligt, og derfor går de senere i gang med at få børn. Derudover kan kvinder med en uddannelse lettere tjene deres egne penge. Og så får de mere at sige i familierne – også når det handler om antallet af børn.

I skolen lærer pigerne desuden om andre måder at leve på. De lærer om prævention og familieplanlægning. Og det viser sig gang på gang, at det er de færreste unge piger, der drømmer om at slide i marken og føde otte børn, når de opdager, at de har andre muligheder.

Sammen kan vi gøre noget

Alt i alt er der altså ingen grund til at gå i panik på grund af den såkaldte befolkningseksplosion. I de seneste 15 år er det lykkedes os som verdenssamfund at halvere ekstrem fattigdom i verden. I løbet af de næste 15 år kan vi udrydde den for altid.

Hvis vi samtidig sætter turbo på at skaffe god og gratis uddannelse til alle – især piger – er en stor del af problemet løst. Og så har vi slet ikke nævnt alle de andre gode effekter, vi som verdenssamfund får ud af at have veluddannede borgere med mulighed for at tjene penge, og med indflydelse på deres eget liv.

Oxfam IBIS arbejder for god, gratis uddannelse til alle, og vi kæmper for at skaffe financiering til det – for eksempel ved at bekæmpe skattely og kapitalflugt i udviklingslandene, og ved at presse på for, at en tilstrækkelig del af udviklingslandsbistanden i Danmark går til uddannelse. Vær med!

Bliv en del af kampen i dag

Kommentarer

Fast actions block