Af:

Vagn Berthelsen, generalsekretær for Oxfam IBIS og Bente Sorgenfrey, formand for FTF

Den globale ulighed stiger hastigt. Verdens 8 rigeste mænd ejer det samme som den fattigste halvdel af verdens befolkning. Økonomien gavner især en snæver elite , mens almindelige menneskers lønninger og velfærd falder. Det skal laves om nu, hvis vi skal sikre en stabil verden

Otte mennesker ejer i dag det samme som de 3,6 milliarder fattigste mennesker på jorden. Den rigeste procent ejer det samme som resten af klodens befolkning. Sådan lyder de tørre tal i rapporten En økonomi for de 99 procent, som Oxfam udgiver i dag. Den viser, en udvikling i uligheden, der er ude af kontrol og truer med at rive vores klode og samfund fra hinanden. Hvis vi ikke vender bøtten, vil vi se flere krige og konflikter, flygtninge og migranter.

Vi skal have reduceret uligheden, hvis vi skal nå de 17 Verdensmål, som verdens ledere har sat op for 2030. Vi kan godt udrydde fattigdom. Det er budskabet til verdens økonomiske og politiske elite, der mødes til World Economic Forum på en bjergtop i Schweiz fra den 17.-20. januar for at diskutere verdens udfordringer og løsninger.

Vores udgangspunkt er, at virksomhederne i en markedsøkonomi er basis for dynamik og innovation, som kan skabe velfærd og bidrage til løsninger på globale problemer. Men markedsøkonomien har udviklet nogle grundlæggende sygdomstegn, og den demokratiske styring er ikke stilstrækkelig.

De største virksomheder er blevet enorme og afgørende aktører. Verdens 10 største selskaber – herunder Wallmart, Shell og Apple – har en større omsætning end de 180 økonomisk mindste lande. Den magt, så store selskaber har, er problematisk, og den giver dem et særligt ansvar.

Aktionærerne vinder

I den nuværende økonomiske model arbejder virksomhederne i stigende grad for eliten. Almindelige menneskers lønninger og arbejdsforhold presses til fordel for udbytte til aktionærerne. I 1970’erne udbetalte engelske selskaber således kun 10 procent af overskuddet til aktionærerne. I dag får de 70 procent af overskuddet. Det er penge, som ellers kunne investeres i langsigtet udvikling af virksomheden. Det kortsigtede fokus på værdi til aktionærerne bliver til kvartalskapitalisme, hvor beslutninger styres af målet om at øge aktieværdien frem mod næste kvartalsregnskab.

Kvartalskapitalismen underminerer investeringer i langsigtet bæredygtighed, både for ansatte, forbrugere og kloden – men også for virksomhederne selv. Som Larry Fink, direktør hos verdens største investor, Blackrock, siger:

"Flere og flere virksomhedsledere har reageret med handlinger, der kan levere umiddelbare afkast til aktionærerne, som for eksempel tilbagekøb af aktier og øget dividende, mens de underinvesterer i innovation, uddannet arbejdsstyrke og nødvendige kapitaludvidelser for at sikre en langsigtet vækst."

Samtidig er lønningerne stagneret. Det betyder, at middel- og underklassen ikke har råd til at købe de varer, de selv er med til at producere, hvilket påvirker efterspørgslen negativt, hvad Saxo Banks cheføkonom Steen Jakobsen senest har fremhævet. I udviklingslandene er lønningerne særligt klemt. I 1980’erne fik en kakaobonde 18 procent af værdien af en chokoladebar solgt i Danmark – den andel er i dag faldet til seks procent.

Skatteræs mod bunden

Uligheden øges dramatisk, når de multinationale selskaber undgår at betale skat. Landene konkurrerer indbyrdes i et ræs mod bunden på at reducere selskabsskatten, der i G20-landene er reduceret fra 40 procent i 1990 til 28,7 procent i 2015, og med Trump og Brexit er der annonceret nye reduktioner af selskabsskatten.

Ræset mod bunden drives fremad af skattely. I 2016 kom det frem, at Apple kun betaler 0,005 procent i skat af sit overskud i Europa og Afrika ved at flytte overskuddet til Bermuda gennem irske og hollandske selskaber. Udviklingslandene mister omkring 100 milliarder dollar årligt på den konto og de rige lande endnu mere – penge, der kunne have fået alle børn i skole og sikre sundhed for de fleste.

Markedsfundamentalismen skaber i mange udviklingslande et pres for at privatisere uddannelse og opkræve skolepenge, som almindelige mennesker aldrig får råd til. I rige lande er der store skel i kvaliteten mellem skolerne for eliten og for resten af befolkningen. Den sociale mobilitet er under pres, og alt for mange får ikke mulighed for at udnytte deres fulde potentiale. Danmark har fortsat en høj social mobilitet i forhold til andre lande, men vi risikerer at sætte den unikke nordiske velfærdsmodel over styr ved at stramme budgetterne og reducere muligheden for livslang uddannelse.

Verdens 1.810 dollarmilliardærer har en formue på 45.000 milliarder kroner – det samme som de fem milliarder fattigste mennesker. Nogle af disse milliardærer er kommet til deres formue ved dygtighed og hårdt slid, men cirka halvdelen er kommet til penge enten ved at arve eller gennem politiske forbindelser. Det er særligt udtalt for milliardærer fra udviklingslandene. Afkastet på formuer er større end afkastet på arbejde. Bill Gates’ formue er steget med 50 procent eller 25 milliarder dollar, siden han forlod Microsoft i 2006, på trods af at han prisværdigt har givet milliarder til humanitære formål.

På trods af de største formuers himmelflugt er skatterne for de rigeste i styrtdykket, glimrende illustreret af den danske regerings program med lettelser på topskat, arveskat, aktieudbytteskat, boligskat og skat ved generationsskifte i familieejede selskaber. Så sent som i 1980 lå skatten på den sidst tjente krone i USA på 70 procent. Den er nu reduceret til 40 procent. I Danmark er marginalskatten reduceret fra 69 procent til 57 procent over de sidste 25 år. Den gamle målsætning om, at de bredeste skuldre skal bære mest, synes glemt.

En økonomi for mennesker

Markedet er en afgørende motor for vækst og udvikling, men vi kan ikke blive ved med at lade motoren bestemme retningen. Markedet har ikke formået at give fornuftige løsninger på verdens problemer. Vi bliver nødt til at udvikle en ny logik, hvor mennesker og ikke profit er den egentlige bundlinje.

En økonomi for mennesker vil skabe mere retfærdige og bæredygtige samfund. Den vil sikre anstændige løn- og arbejdsforhold. Den vil behandle kvinder og mænd ens. Den vil investere i mennesker og deres uddannelse, så alle får mulighed for at udleve deres potentiale. Den vil sikre bæredygtighed for klima og mennesker.

Regeringer skal arbejde for de 99 procent og ikke være instrumenter for en lille elite og deres lobbyister. Modsat de autoritære og nationalistiske bevægelser, der vokser frem med Trump i spidsen, tror vi på, at mennesker og lande skal samarbejde i demokratiske strukturer og regulere markedet og løse de globale udfordringer som klima, ulighed, flygtninge og fattigdom.

Vi skal fremme virksomhedsmodeller, der går efter langsigtede og bæredygtige investeringer og bidrager til at løse de globale udfordringer. Vi skal stoppe den dræbende konkurrence på arbejdsvilkår og skatterabatter. Og vi skal sætte en stopper for skattely og skattefiflerier.

Vi skal gøre op med det system, der skaber absurd rigdom for de få. Ekstreme lønninger og bonusser skal stoppes. De rigeste skal betale deres fair andel gennem en progressiv beskatning af både indkomster og formuer.

Vi ønsker, at den danske regering fastholder og udbygger muligheden for omfordeling via skattesystemet, både for indkomstskat og – især – kapitalskat. Og det sociale sikkerhedsnet skal være mere finmasket.

Vi skal investere massivt i livslang uddannelse for at bekæmpe ulighed.

Vi skal understøtte fagforeninger og kollektiv forhandlingsret som en afgørende vej til at bekæmpe ulighed og øge produktiviteten i samfundet.

Verden af i dag har enorme ressourcer, der er uhyggeligt skævt fordelt. Vi kan gøre det bedre. Kampen mod fattigdom og behovet for en mere sikker og stabil verden kræver det af os. Vi må og skal udvikle en økonomi for mennesker.

Bragt første gang i Dagbladet Information 16. januar 2017

Kommentarer

Fast actions block