Der er fortsat en lille milliard, der går sultne i seng hver aften. Her samler børn skrald på lossepladsen i Nicaraguas hovedstad Managua. - Foto: Per Bergholdt JEnsen

Kommentar til Børsen

I Børsens leder den 19. januar kritiseres Oxfam IBIS og vores nye rapport, der viser, at de otte rigeste mænd ejer det samme som de 3,6 milliarder fattigste mennesker i verden.

Lederen skriver, at Oxfam ønsker at få skovlen under ”de rige svin”. Citationstegnene er fra Børsen, da Oxfam aldrig ville sige sådan og aldrig har sagt eller ment det. Vi er ikke efter de otte rige mænd. Vi illustrerer den ekstreme ulighed med de otte rige mænd for at vise, at der er brug for at gentænke vores økonomiske system, så det kommer til at arbejde for mennesker.

Der skal ikke gælde særlige regler for de superrige og store selskaber, hvor de kan undgå at betale skat ved at flytte formuerne i skattely, mens almindelige mennesker og små- og mellemstore selskaber må løfte regningen.

Den ekstreme ulighed, når den ene procent ejer mere end resten af verden tilsammen, river vores samfund fra hinanden økonomisk og politisk.

Verdens erhvervsledere og toppolitikere har netop mødtes i Davos, hvor ulighed har stået øverst på dagsorden. Fordi den ekstreme ulighed og stigende fokus på afkast til aktionærerne er udtryk for en meget kortsigtet tænkning. I 1970 udbetalte engelske selskaber 10 procent af overskuddet i aktieudbytte, i dag er det 70 procent. Som Larry Fink, Øverste direktør I Blackrock, verdens største investor, siger:

”Flere og flere virksomhedsledere har reageret med handlinger, der kan levere umiddelbare afkast til aktionærerne, som for eksempel tilbagekøb af aktier og øget dividende, mens de under-investerer i innovation, uddannet arbejdsstyrke og nødvendige kapitaludvidelser for at sikre en langsigtet vækst.”

Politisk river uligheden samfundene fra hinanden, fordi stagnerende lønninger for middel- og underklassen kombineret med stærkt stigende indkomster til den ene procent rigeste skaber polarisering. Det skaber fænomener som Trump, Brexit og den autoritære nationalisme i Europa.

Børsen er ligesom Oxfam IBIS begejstrede for, at andelen i verden, der lever i absolut fattigdom, er faldet fra 35 procent til 10 procent. Det betyder ikke, at de lever et liv i luksus. De 3,6 milliarder fattigste har under 5,50 dollar om dagen tilsammen og der er fortsat en lille milliard, der går sultne i seng hver aften. Hvis vi i stedet for at forgylde den ene procent rigeste havde reduceret uligheden, så kunne vi have trukket 700 millioner mennesker mere ud af fattigdom.

Reduktionen i fattigdom er primært skabt i Kina, blandt andet gennem en statslig regulering af økonomi og handel. I store dele af Afrika ser vi en stigning i fattigdommen på trods af en høj økonomisk vækst. Det skyldes, at en lille elite løber med væksten, så væksten ikke kommer det store flertal til gavn.

Verdens ledere satte i 2015 sammen som mål, at vi skal udrydde fattigdom i 2030. Verdensbanken er klar i spyttet: Det kræver, at vi bekæmper ulighed og får skabt en mere inklusiv økonomi, der kommer alle til gavn. At vi får bremset den stigende forskel mellem toplønningerne og manden på gulvet. Det er absurd, at en topleder i tekstilindustrien tjener det samme som 10.000 kvinder i tekstilindustrien i Vietnam.

Oxfam IBIS tror på, at markedet er en effektiv løftestang for udviklingen. Men vi skal generobre den demokratiske styring af økonomien for at løse vores fælles globale problemer som ulighed og klima.

Vi skal sikre, at de rigeste og de store selskaber også betaler skat for at sikre investeringer i uddannelse og en bæredygtig økonomi. Ellers vil vi se en eskalerende ulighed, hvor de store formuer udvikler sig ekstremt mens flertallet bliver koblet af. Det er en eksplosiv cocktail, der ikke er til gavn for hverken rige eller fattige.

Bragt i Børsen 24. januar 2017

Kommentarer

Fast actions block