Foto: Lotte Ærsøe

Af:

Rikke Hovn Poulsen

Kwetey Nartey er en af Ghanas mest anerkendte undersøgende journalister. Nu har han sammen med Oxfam IBIS kastet sig over en vigtig historie om et svindelnummer, der hvert år koster ghaneserne mere end en milliard kroner i mistet skat.

Hvad er det for et svindelnummer, du vil afsløre?

”Hvis jeg har ret, så har en samling forretningsmænd og korrupte politikere fundet en lidt for smart måde at handle med benzin på, som snyder staten for enorme summer i skat. Jeg laver en tv-dokumentar, som afslører svindlen og gør det offentligt kendt, så der kan blive sat en stopper for det. Basalt set handler det om en masse penge, som en lille gruppe stjæler fra alle andre. Det er mere end en milliard kroner om året. Hvis de penge kommer tilbage til staten, kan vi bygge skoler, hospitaler og veje for dem.”

Tror du virkelig, at din historie kan ændre noget?

”Ja, det tror jeg. Mine historier har blandt andet tidligere fået et stort firma til at fyre sin direktør, og mine afsløringer i forbindelse med Panama Papers har ført til nedsættelsen af en kommission, der lige nu afdækker problemet – blandt andet er der store bøder på vej til en række firmaer. Politikerne her i landet er opportunistiske og gør som regel noget ved de sager, der bliver store i medierne. Til gengæld skal der opmærksomhed til – de slår jo ikke frivilligt den høne ihjel, der lægger guldæg… ”

Hvordan endte du som undersøgende journalist?

”Da jeg i sin tid søgte ind på journalistuddannelsen, var mit mål at blive DJ på en radiostation. Men undervejs så jeg, hvor urimeligt vores samfund er. Og jeg fandt ud af, at min mikrofon kan gøre meget for de svageste grupper i Ghana. Jeg udviklede en passion for at fortælle historier om menneskers hverdagsproblemer. Og der er så meget at fortælle, at det er umuligt for mig at stoppe igen. For nylig lavede jeg en historie fra en guldmine, som en bevæbnet milits havde overtaget kontrollen med. Pengene fra minen endte via lokale mellemmænd hos nogle rigmænd i Dubai, uden at Ghana fik en krone i skat. Det blev en kæmpe sag, og efterfølgende lavede politiet en stor aktion og tog kontrollen med minen tilbage. Det er jeg virkelig stolt af, for det betyder, at pengene nu bliver i Ghana, hvor de hører til.”

Kommentarer

Fast actions block