Forside / Nyheder / Haiti: Kampen mod Kolera
Artikel

Haiti: Kampen mod Kolera

09.11.2016

Af Maria Jose Agejas, Oxfam Intermon

Orkanen Matthew har fyldt gaderne og husene med forurenet vand i bydelen Cité Soleil i Haitis hovedstad Port-au-Prince.
Orkanen Matthew har fyldt gaderne og husene med forurenet vand i bydelen Cité Soleil i Haitis hovedstad Port-au-Prince.
Foto : Fran Afonso, Oxfam Intermon

Orkanen Matthew har efterladt store dele af Haiti med oversvømmelser, og nu frygter mange, at koleraen vil sprede sig. Reporter Maria Jose Agejas tog til Haiti få dage efter, orkanen ramte

Jeg ankom til det sydlige Haiti to dage efter orkanen Matthew. Solen var ved at gå ned, og landskabet var et farverigt tapet af tøj, der tørrede blandt faldne træer, murbrokker og mudder. Rigtig meget mudder.

Folk kiggede stadig på deres omgivelser med en snert af uvirkelighed, som kun ses i øjnene på dem, der har oplevet store tragedier. Børnene græd ikke, og folk brokkede sig ikke. Med hvilket formål? Så var det bedre at komme i gang med arbejdet. Med macheter som det eneste værktøj gik mændene i gang med at hakke træer op, som var faldet ned på huse og haver. Kvinderne forsøgte at finde et hvilket som helst ledigt sted, hvor de kunne hænge det tøj og de ejendele til tørre, som de havde vasket i det mindst beskidte vand, de kunne finde.

Ivrose Bélizaire var et af de første mennesker, jeg talte med i Cavaillon - en by i det sydlige Haiti, hvor Matthew havde ramt med fuld kraft. Den 32-årige mor til et spædbarn fortalte mig om den fremtid, der ligger foran hende og de andre 1,4 millioner jordskælvsofre.

”Kolera eksisterede her i området før orkanen,” fortalte hun.

”Men nu er jeg bange for, at antallet af tilfælde vil stige.”

Selvom orkanen har oversvømmet hendes hus og ødelagt hendes have, er Ivrose heldig. Hun er nemlig en af dem, som allerede før orkanen brugte vandrensende tabletter, hvilket de fleste ikke har råd til. Den brønd, hun plejede at bruge, ligger på en bakke og blev derfor ikke forurenet. Hun er bekymret for sig selv og resten af beboerne i Cavaillon:

”Det er ikke sket endnu, men koleraen kommer til at sprede sig.”

Få dage senere fik Ivrose ret. Der har været flere hundrede tilfælde af kolera i de værst udsatte områder, og nogle steder er antallet af tilfælde tredoblet. Ifølge World Health Organization er 75 procent af alle klinikker, der behandler kolera, blevet ødelagt af Matthew.

I kamp med tiden

Oxfam er i kamp med tiden for at sikre rent vand til flest mulige mennesker. Vi reparerer vandpumper og installerer drikkevandsreserver. Samtidig forsøger vi at øge opmærksomheden blandt orkanens ofre omkring at opretholde den bedst mulige hygiejne under de sundhedsfarlige forhold, orkanen har efterladt.

At gå igennem Cité Soleil-bydelen i Port-au-Prince efter orkanen er et kvalmende eksempel på denne udfordring. Da vi ankom, stod vandet indbyggerne til knæene og blandende sig med murbrokker og spildevand. I Haiti bliver forurenet vand ikke renset, og folk er tvunget til at bruge det.

”Der er ofte oversvømmelser, selv når der ikke har været en orkan. Der ligger en kanal her, og derfor er området altid oversvømmet af vand fra højere beliggende dele af byen,” forklarer Jimmy Leys, en beboer i området.

”Efter orkanen steg vandet til et niveau, som oversvømmede stort set alle husene. Nu bliver børnene syge af de epidemier, som følger efter sådan en oversvømmelse,” forklarer han os.

”Der er altid syge børn og syge gravide kvinder i den her bydel.”

Kolera kan koste tusindvis af mennesker livet - og der er ikke engang tale om en sygdom så smitsom som Ebola eller så uhelbredelig som kræft. Der findes en koleravaccine, og det kan også lade sig gøre at behandle med antibiotika. Men hvem har råd til det i Latinamerikas fattigste land? Det er derfor, forebyggelse er så nødvendigt. At vaske hænder er billigere end nogen anden beskyttelse mod sygdommen.