Forside / Nyheder / Guldfeberen raser
Artikel

Guldfeberen raser

10.01.2017

Minearbejder i Burkina Faso fremviser guldholdigt ler.
Minearbejder i Burkina Faso fremviser guldholdigt ler.
Foto : Lotte Ærsøe

Fattige minearbejdere bruger giftige kemikalier til at udvinde guld fra jorden – men de aner intet om risikoen. Oxfam Danmark har sørget for uddannelse

I det knastørre, støvede landskab i Sahel - regionen på grænsen til Sahara arbejder tusindvis af mænd, kvinder og børn i et moderne Klondyke.

For her er guld i jorden, og det ædle metal virker som en magnet på den lokale befolkning, der er blandt de fattige i et af verdens fattigste lande.

Mændene graver med håndkraft dybe huller og skakter i jorden, hvorfra de med interimistiske metoder udvinder guldet.

Det er varmt, opslidende og livsfarligt arbejde, og det bliver ikke bedre af, at arbejderne i de senere år er begyndt at bruge kemikalier som kviksølv og cyanid i processen.

De færreste af dem har nogensinde gået i skole, og de har ingen anelse om, hvor farlige disse stoffer er.

Sammen med en lokal partner har Oxfam Danmark derfor undervist omkring 100 repræsentanter for mineselskabet og arbejderne i rettigheder og risici, både for dem selv og for miljøet.

Vi samarbejder med fagforeningen og de lokale myndigheder for at forbedre arbejdsforholdene. Og det har været en succes – alle involverede parter har været glade for at være med.

”Denne træning har haft stor værdi for vores medlemmer. Tidligere kendte mange af dem slet ikke til de love, rettigheder og forpligtigelser, der hører til deres arbejde,” fortæller den lokale leder af fagforeningen.

Det er tanken, at kursusdeltagerne skal hjælpe med at brede den nye viden ud til alle deres kollegaer. Og fagforeningsformanden ser store perspektiver – han håber, at erfaringerne kan bruges som inspiration andre steder i Burkina Faso:

”Der er flere tusind minearbejdere som her. Vi ønsker, at de ting, vi har lært, skal nå ud til alle.”