Benancio Bazan er 46 år og guaraniindianer. Han er vokset op som fæstebonde på en af områdets store plantager, men har skabt sig et nyt liv i frihed. Foto: Malene Aadal Bo

Af:

Malene Aadal Bo

I generationer har guarani-folket i Bolivia stort set ingen rettigheder haft. De fleste levede som fæstebønder hos områdets herremænd og blev købt og solgt som en del af plantagens jorder.

Benancio var rystende angst, da han for 14 år siden samlede familiens få ejendele og for sidste gang lukkede døren til alt det, der indtil nu havde været hans liv og virkelighed. Aldrig mere ville han være fæstebonde hos en rig plantageejer. Aldrig mere skulle hans kone behandles, som om hun intet betød. Og hans børn skulle aldrig vokse op som de de facto-slaver, han og hele hans folk havde været i generationer.

Benancio Bazan er guaraniindianer – et oprindeligt folk, der lever på kanten af Amazonas i det bolivianske lavland, og som i generationer var frataget deres rettigheder og jord. Nogle få levede i skoven, men de fleste levede som fæstebønder på områdets plantager og blev købt og solgt som en del af plantagens jorder. Selv efter at guaranifolket for under 30 år siden fik anerkendt deres rettigheder og lov til at rejse væk, blev mange hængende af vane, frygt, fattigdom og manglen på alternativer. Heriblandt Benancio og hans familie. 

Liv uden frihed og muligheder

”I mange år tænkte jeg ikke engang over det. Jeg arbejdede for en herremand, og først da jeg blev gift og fik børn, blev jeg klar over, at der var tale om udnyttelse. Det var ikke fair vilkår, vi arbejdede under, og vi fik alt for lidt for vores arbejde. Især blev jeg klar over, at det var umuligt for mig at skabe en ordentlig fremtid for mine børn på den måde,” siger Benancio.

Hans blik flakker, og stemmen er lav. Hans stolthed og selvtillid er ny og har endnu ikke sat sig i hans vejrbidte krop. Hans kone er endnu mere usikker, men det var faktisk hende, der dengang fik Benancio til at tage det afgørende skridt. Hun havde selv gået på de skoler, som plantagebørnene blev tilbudt, og hun vidste, at hvis familien blev, hvor de var, så ville deres børns liv også blive et liv uden frihed og uden muligheder.

Bierne bliver sjældent gale på mig

En dag pakkede familien så deres liv sammen og tog af sted. Måske havde de forventet, at nogen ville tvinge dem tilbage, men den ret var plantageejerne for længst blevet frataget. Den lille familie rejste først til en lille by, hvor Benancio Bazan gik til hånde som arbejdsmand. 

De var fattigere end nogensinde. Men de blev også klar over, at de ikke var alene. Som guarani tilhører de et folk med fælles rettigheder. Og ikke mindst har guaranifolket jord, som er deres, og som man som familie kan få lov at slå sig ned på og leve af. Efter tre år tog Benancio en dag turen til den lille landsby Salmitralmi, hvor han fik lov at mødes med de lokale ledere. Han fortalte sin historie og bad om hjælp.

Og hjælp fik de. Familien blev budt velkommen og fik tildelt brugsretten til en bid af områdets fælles jord. Siden har Benancio og hans kone Yolanda skabt sig et hjem og et liv i Salmitralmi. De har bygget et hus, de har dyrket jorden og har i dag både høns og grise og får, der giver mælk. Og familiens største rigdom, ud over deres syv børn, summer rundt i en lille lund i sikker afstand fra huset.


Benancios kone Yolanda fik familien til at tage det afgørende skridt - nemlig at flytte. Foto: Malene Aadal Bo

”Bierne og jeg respekterer hinanden. Det sker, at de bliver gale på mig, men det er sjældent. Jeg holder af dem og passer godt på dem,” siger Benancio.

”Det er bierne og den honning, de laver, der giver mig skolepenge til mine børn, penge til en cykel og mulighed for at købe medicin, hvis der er en, der bliver syg.”

Måtte bortføre dronningen

Han er trukket i den hvide biavlerdragt og bevæger sig hjemmevant ind mellem staderne. Han har 11 i alt, og på et godt år giver de ham 45 kilo honning i bedste kvalitet. Dem kan han sælge for næsten 1.500 danske kroner – en veritabel formue for Benancio og hans familie. 

Muligheden for at avle bier fik han ved et tilfælde. CIPCA og IBIS har længe arbejdet sammen for at hjælpe guaraniindianerne først til frihed, siden til land og nu med at skabe indtægtsmuligheder for de ludfattige familier. En af metoderne er at hjælpe familierne i gang med at dyrke honning ved at undervise i biavl og ved at udlåne bistader. Bierne må familierne selv skaffe.

”Som barn har jeg prøvet at høste vild honning, men det var stadig lidt af en udfordring at finde en koloni ude i skoven og klatre op og bortføre deres dronning. Når du har dronningen, så følger resten af flokken med, og hvis du kan gøre det tilstrækkelig rart for hende at være i dit bistade, så slår hun og familien sig ned,” forklarer Benancio, som også har oplevet, at hele bisværmen forsvandt ind i skoven igen.

      CIPCA

  • The Center for Research and Promotion of Farmers (CIPCA) er en boliviansk NGO, der i mere end 30 år har arbejdet med landbrugsudvikling og bønders rettigheder i Bolivia.
  • I dag er fokus på oprindelige folk og deres muligheder for økonomisk udvikling og politisk deltagelse.
  • CIPCA og Oxfam IBIS arbejder især sammen om at støtte de oprindelige folk i deres kamp for land, indflydelse, god uddannelse og økonomiske muligheder.
  • Vi har i mange år støttet guaraniindianerne. Først i deres kamp for frihed og adgang til jord. Siden med at give børnene en god skolegang.
  • Sammen med CIPCA støtter vi guaraniindianernes ledere i, hvordan de bedst administrerer og udvikler deres områder, og vi har flere iværksætterprojekter centreret omkring dyrkning og forarbejdning af honning.

Forærede honningen væk

Benancio tog fra begyndelsen honningprojektet meget alvorligt. Han havde en fornemmelse af, at det kunne blive lige præcis det, der ville blive vendepunktet for hans familie. Mange omkring ham havde fået samme tilbud, men få tog imod det, og mange opgav igen. Benancio bad om flere bistader og fik i alt 15. Han knoklede med bierne og lærte efterhånden alt, hvad der er at lære. Og så begyndte han at få honning ud af det. Først som medicin eller en lille luksus til familien, men senere så meget, at han kunne begynde at sælge af det.

”Men vi turde ikke,” indrømmer Benancio.

”Vi vidste ikke, hvordan man gik på markedet og solgte ting. Vi vidste ikke, hvad vi skulle tage for det. Og vi var bange for, hvad vores naboer skulle synes. Nu havde de budt os velkomne og taget godt imod os – vi frygtede, at de ville blive vrede og mene, at vi hævdede os, hvis vi tjente penge på honningen,” siger Yolanda og forklarer det selv med, at ”vores tankegang var stadig som en slaves.”

I stedet forærede de honningen væk. I kilovis. Indtil de en dag tog mod til sig og solgte en lille smule, da Benancio alligevel var på markedet. Ingen blev vrede.

Nabo gav op

Nu sælger de af honningen, hver gang Benancio eller hans kone alligevel skal til den nærmeste by. De eneste kritiske røster, der var, ophørte, da familien lånte et par af bistaderne ud til en misundelig nabo. Efter kort tid indså naboen, at biavl er benhårdt arbejde. Han gav op og leverede staderne tilbage, og siden har folk i området fået stor respekt for Benancio og hans dygtighed i forhold til bierne.

Og for nylig oplevede han det stolteste øjeblik i sit liv.

”Jeg blev valgt som formand for vores lokale forening af biavlere. Jeg blev valgt til at være den, der hjælper og rådgiver de andre, og som taler på alles vegne i forhold til CIPCA eller de lokale ledere. Den ære havde jeg aldrig nogensinde forestillet mig, kunne blive min,” siger Benancio Bazan. 

Kommentarer

Fast actions block