Forside / Publikationer / Det ghanesiske civilsamfund vil gøre op med stigende ulighed
Publikation

Det ghanesiske civilsamfund vil gøre op med stigende ulighed

12.04.2017

Af Magnus Korning Andersen

Et udsnit af det civilsamfund, der mødtes for at gøre op med uligheden i Ghana.
Et udsnit af det civilsamfund, der mødtes for at gøre op med uligheden i Ghana.
Foto : Anthony Esua Mensah/IDEG Ghana

I år er det 60 år siden, at ghaneserne hørte uafhængighedsråbet og fik lovning på en fremtid i frihed. Forleden havde Oxfam Danmark samlet organisationer og journalister for at starte en bevægelse, der vil være med til at gøre løftet til virkelighed ved at gøre op med den voksende ulighed i Ghana og sikre, at fremskridt og frihed bliver for alle.

Ridende på ryggen af et guld- og olieboom har den ghanesiske økonomi de seneste år møvet sig op i den lavere ende af den globale middelklasse. Resultatet ses i hovedstaden Accra, hvor en overklasse nu kører rundt i store biler og ejer overdådige villaer. Men en stor del af befolkningen har ikke fået plads på det buldrende ghanesiske tog, og nu truer uligheden med at rive Ghana midtover.

Indkomsten hos de rigeste 10 procent udgør mere end dobbelt så meget som hos de fattigste 40 procent, og et fattigt barn har dobbelt så stor risiko for at ende sit liv inden sin 1-års fødselsdag som et rigt barn har.

For at ændre på dette havde Oxfam Danmark for nylig samlet et bredt udsnit af det ghanesiske civilsamfund. Udgangspunktet var en ny Oxfam Danmark-rapport, der viser, hvilke politiker der bidrager til ulighed, og som samtidig peger på en række tiltag, der kan stoppe uligheden. Rapporten leverede brændstof til diskussionerne, da civilsamfundet tog de første skridt til at skabe en national bevægelse mod ulighed.

En slunken statskasse

Rapporten dokumenterer, hvordan et af de helt store problemer i Ghana er, at statskassen er noget mere slunken, end den behøver. Som en Nordsøaftale på steroider indeholder hele skattesystemet en næsten uendelig liste af forskellige skatteundtagelser og rabatter for nationale og multinationale firmaer. IMF påpeger, at alle skatterabatterne svarer til 80 procent af sundhedsbudgettet eller 66 procent af det, man bruger på uddannelse.

”Ghana har et stort uudnyttet potentiale for at få flere penge ind i skat – selv sammenlignet med resten af Vestafrika udgør det samlede skatteprovenu en lille andel af landets BNP. Problemet er altså ikke få penge i økonomien, men at pengene ender på firmakontoerne i stedet for i klasselokalerne og på hospitalerne,” udtaler Tijani Hamza, landedirektør i Oxfam Danmark i Ghana.

Civilsamfund med et mål

På mødet besluttede civilsamfundet, at Ghana skal imødegå uligheden ved at investere i uddannelse og sundhed og dermed sikre, at den økonomiske vækst kommer alle til gode. En af metoderne er at skabe en mediekampagne, der skal sætte fokus på ulighed. Derfor var en del af arbejdet at klæde journalister på til at dokumentere og skabe debat om emnet. Allerede nu er de første historier begyndt at dukke op i medierne, og det giver optimisme.

Initiativet er en del af et program, der har til formål at bekæmpe økonomisk ulighed ved at styrke civilsamfundet i hele Vestafrika. I de kommende måneder vil Oxfam Danmark og lokale partnere sparke gang i lignende projekter i Sierra Leone og Burkina Faso.