Marked i Chichicastenango i Guatemala. - Foto: William Vest-Lillesøe

Af:

Randi Kallestrup

Det er snart 5 år siden, at jeg for første gang satte mine solide, ny-indkøbte vandrestøvler på betonunderlaget i La Aurora-lufthavnen i Guatemala City. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og de mange bjerge, jeg havde observeret under landingen, havde bare skruet mine forventninger til dette relativt ukendte centralamerikanske land i top

Kort sagt var mine forventninger til de næste 9 uger, at jeg ville lære spansk og opleve en kultur meget forskellige fra den, jeg kendte hjemme fra Danmark. Men det skulle senere vise sig, at virkeligheden overgik mine forventninger mange gange.

Det meste af min tid på rejsen brugte jeg i landets anden største by, Quetzaltenango – i daglig tale kaldet Xela. Der var dog også god tid til at tage uden for byen og opleve de mange kendte og mindre kendte attraktioner, som Guatemala byder på.

Jeg fandt ret hurtigt ud af, at de planlagte 9 uger ikke var nok, så jeg ændrede min rejse og endte med at være afsted i 4 måneder. Det var præcis sådan, jeg gerne ville bruge tiden i mit sabbatår, og der er ingen tvivl om, at oplevelsen af at have en hverdag i Guatemala, et land så komplet forskelligt fra Danmark, ændrede min opfattelse af verden.

Da jeg kom hjem, var min plan, at jeg skulle læse videre efter sommerferien. Men som studiestart nærmede sig, og jeg modtog beskeden om, at jeg var blevet optaget på Århus Universitet, fik jeg kolde fødder. Det, der trak allermest i mig, var livet, friheden og hverdagen i Guatemala. Så i slutningen af oktober pakkede jeg igen min kuffert og rejste tilbage til Xela. Denne gang blev jeg i der i 8 måneder, og følelsen af at være turist forsvandt hurtigt til fordel for følelsen af at høre hjemme.

Et land med store kontraster

Jo længere tid jeg var i landet, jo tydeligere blev kontrasterne; både fra livet i Danmark, men også internt i Guatemala. Uligheden i befolkningen er ekstrem, og man skal ikke kigge langt for at se begge poler i samfundet.

I ’El Parque Central’ i Xela ser man på den ene side det store rådhus, hvortil og -fra politikere kommer i deres store biler og skinnende jakkesæt. Inde i selve parken går skopudser-drenge rundt og spotter voksne mænd og kvinder med lædersko, som de tilbyder en opfriskende pudsning.

Der er ingen tvivl om, at mange af disse drenge egentlig burde bruge deres tid i skolen. Men mange af de drenge og piger som pudser sko, sælger tyggegummi og cigarretter bruger ikke deres dage i parken, i lyskryds og på gaderne fordi de gerne vil, men fordi mange familier har brug for den ekstra indtægt. Det foretrukne alternativ, at gå i skole, er en udgift som mange bliver nødt til at nedprioritere.

De to børn fra parken

En oplevelse, der gjorde stort indtryk på mig, var en formiddag, hvor jeg gik igennem parken og så en bekendt, Will, sidde med sin guitar. Han vinkede mig over, og vi talte lidt sammen, da et søskendepar, lidt tøvende, nærmede sig os. Det var en storesøster og en lillebror, på. fem og tre år, begge vandkæmmede og i fint, men slidt tøj.

De var alene og var kommet til os, fordi de kendte Will fra parken. De fik hver en frugt, som Will havde tjent på at spille et par numre for nogle damer på markedet, og de fortalte, hvordan de hver dag bliver efterladt i parken af deres mor, som skal på arbejde og sælge tortillas.

Moren har ikke råd til at få sine børn passet, men kan heller ikke have dem med sig på arbejde. I stedet klæder hun dem fint på, sætter deres hår og bliver nødt til at stole på, at menneskerne i parken alle er som Will, der giver børnene et stykke frugt og spiller en sang for dem. Skræmmende statistikker fortæller desværre, at alle mennesker i parken ikke er som ham, og risikoen ved, at de to børn går alene rundt, er stor.

Tilbage til Guatemala med Oxfam IBIS

Denne er bare en af mange anekdoter, jeg kan fortælle. Og alle disse oplevelser tilsammen, var grunden til, at jeg opsøgte Oxfam IBIS, da jeg kom tilbage til Danmark.

Jeg valgte at lægge mine frivillige kræfter i netop denne organisation, fordi det er en af relativt få danske organisationer som har Latinamerika på dagsordenen. Det arbejde vi får fra hånden i Oxfam IBIS i Aalborg, giver utroligt meget mening for mig, og det er rart at kunne række en hjælpende hånd ud til Guatemala, på trods af den store fysiske distance.

Min appetit på at hjælpe fik jeg også mulighed for at stille, da jeg tog kontakt til Operation Dagsværk og tilbød min hjælp til 2016-projektet i Guatemala. Det resulterede i, at jeg var med Oxfam IBIS og en flok superdygtige og motiverede unge frivillige fra OD rundt i Guatemala for at hjælpe til som tolk og med andre praktiske ting under indsamling af materiale til kampagnen, som allerede var i fuld gang rundt på de danske gymnasier.

På borgmesterens kontor

Det var en fantastisk oplevelse, som blandt andet ledte gruppen og mig ind på borgmesterens kontor til et interview med ham om, hvad han gør for at skabe bedre muligheder for unge i Xela. Da han i løbet af interviewet nævnte, at der ikke er mangel på uddannelsesmuligheder, blev jeg igen mindet om, hvor svært det er for unge guatemalanere at få en stemme igennem på politisk niveau.

Vi tog også til grænsen mellem Mexico og Guatemala, hvor vi talte med styrmænd på de tømmerflåder der sejler mange migranter over floden hver eneste dag.

Sidst men ikke mindst talte vi med nogle af de unge quetzaltecos og quetzaltecas som er mål for OD’s projekt. Det gjorde virkelig stort indtryk på dem at høre, at danske unge ville tage en dag ud af deres uddannelse, for at unge guatemalanere kunne få en uddannelse. At tale med unge Jessica som drømmer om at blive læge på trods af, at alle odds taler imod, var utroligt inspirerende og vidnede om, at håbet og viljen bestemt er tilstede.

Guatemala er et vidunderligt land, og jeg er sikker på, at jeg vil blive ved med at vende tilbage. Jeg håber, at få muligheden for at tage til Guatemala med det for øje, som OD’s og Oxfam IBIS’ fælles projekt så fint italesætter: at skabe grobund for, og opbygge unge guatemalaneres drøm i deres eget smukke land.

Randi Kallestrup er studerende og  frivllig i Oxfam IBIS' latinamerikagruppe i Aalborg.

Kommentarer

Fast actions block