Forside / Nyheder / Flor de Marías kamp mod olien
Artikel

Flor de Marías kamp mod olien

22.08.2017

Af Lise Josefsen Hermann

flor-de-maria-fra-landsby-ramt-af-olieforurening-peru-foto-juanjo-fernandez-680x453.jpg
Foto : Juanjo Fernández

Alene sidste år var der syv alvorlige olieudslip i Perus del af Amazonas. Det gav stort set ingen omtale, men med Oxfam Danmarks hjælp er det lykkedes skovens indbyggere at skabe opbakning til deres kamp for at redde skoven og sikre en fremtid for deres børn.

Flor de María Paraná er 43 år, født og opvokset i Cuninico, en landsby i den peruvianske del af Amazonas. Hun har været væk fra landsbyen én eneste gang - da hun sidste år rejste til Chile for at tale foran Den Interamerikanske Menneskerettighedskommission.
“Der var brug for en til at fortælle om konsekvenserne af forureningen af vores flod. Floden er vores liv. Vi bader i den, drikker dens vand og vander vores afgrøder med dens vand. Vi fiskede til os selv og solgte resten for at få penge. Nu er der ikke nogen, der vil købe vores fisk. De siger, de smager af olie," siger hun.

Olien i regnskoven

I juni 2014 skete der et stort olieudslip nær landsbyen Cuninico. Mere end 2.500 tønder olie flød ud i skoven og spredte sig med flodvandet. Oprydningen fra olieudslippet gik i stå efter et halvt år, og længe inden den var færdig. Efterfølgende blev Petroperú pålagt en bøde svarende til over 20 millioner danske kroner.

Andre steder i Perus del af Amazonas er der hele tiden nye udslip – alene i 2016 har der langs Marañónfloden været syv store olieudslip, som går hårdt ud over skovens dyr og indbyggere.

Det gør Oxfam Danmark

Oxfam Danmark arbejder med de indianske organisationer i Amazonas og har blandt andet støttet dem i at føre sag mod det statslige olieselskab Petroperú.

Vi støtter dem desuden i forhandlinger med myndigheder og virksomheder og støtter forskning i de konsekvenser, olieforureningen har for indbyggerne.

Flor de María Paranás landsby, Cuninico, blev ramt af et stort olieudslip i 2014, og igen i 2016 var der syv alvorlige udslip langs Marañónfloden, som hver for sig forurenede store dele af regnskoven og forgiftede vandet i den flod, som mennesker og dyr over hele Amazonas er afhængige af. Alligevel var der ikke ret mange andre end skovens spredte indbyggere, der bekymrede sig synderligt om olien i regnskoven. Det blev knap nok nævnt i de peruvianske medier, og sagen forblev langt nede på listen over det, der sætter dagsordenen i hovedstaden Lima.

”Staten har usynliggjort de indianske folk. Den er stort set ikke til stede i de områder, så staten føler sig heller ikke forpligtet til at beskytte de her mennesker,” siger Juan Carlos Ruiz Molleda, der er advokat for indianske landsbyer berørt af olieudslip i Peru.

De havde brug for at høre det

Med hjælp fra Oxfam Danmark og vores lokale partnere lykkedes det alligevel de indianske folk at gøre opmærksom på den massive forurening. Flor de María blev inviteret til Chile for at tale foran Den Interamerikanske Menneskerettighedskommission.
”Vi stoppede med at drikke vand fra floden fra den første dag, vi opdagede olieudslippet. Alligevel har min lille søn hvide pletter og knopper på huden. Læreren i landsbyen siger, at alle børnene har fået svært ved at lære. Dét, de lærer den ene dag, har de glemt den næste. Det fortalte jeg kommissionen,” siger Flor de María Paraná.

Efterfølgende er der lavet test, der viser, at de fleste af landsbyens indbyggere har forhøjede mængder cadmium og kviksølv i kroppen, som med stor sandsynlighed stammer fra olien. Efter Flor de Marías besøg i Santiago besluttede kommissionen at aflægge et besøg i de berørte områder i Amazonas. Håbet er, at det vil få Peru og nabolandenes regeringer til at gøre meget mere for at beskytte skoven og dens indbyggere mod de negative konsekvenser af olieudvinding, minedrift, skovdrift og skovrydning.

Kampen bærer frugt

Faktisk har landets politikere endelig taget fat på at løse problemet. Eksempelvis er det statsejede olieselskab Petroperú blevet kendt ansvarlig for et af de store olieudslip og idømt en bøde på 20 millioner kroner på grund af manglende oprydning og dårlig vedligeholdelse af rørledningen. Og en dommer har pålagt det peruvianske sundhedsministerium at lave en sundhedsstrategi for de mennesker, der er påvirket af olieudslippene.

Flor de María sidder med sin 17-årige datter Mayme på verandaen. “Hvilken fremtid venter mine børn? Jeg stopper ikke med at kæmpe, før deres fremtid ser bedre ud. Så de kan få deres egne familier og trygt drikke vandet og spise fiskene i floden,” siger hun.

olieforurening-i-amazonas-peru-foto-juanjo-fernandez-680x453.jpg