Forside / Nyheder / Flod vinder opsigtsvækkende retssag
Artikel

Flod vinder opsigtsvækkende retssag

07.06.2017

Af Sigrid Pepke Jeppesen

Rio Atrato er den første flod i Latinamerika, der vinder en retssag
Rio Atrato er den første flod i Latinamerika, der vinder en retssag
Foto : Af: Wikipedia Commons

Den colombianske forfatningsdomstol har givet floden Rio Atrato ret til beskyttelse og genopretning efter i årtier at have været udsat for forurening. Det er første gang i colombiansk historie, at en flod vinder en retssag, og det er en stor sejr for oprindelige folk

Colombia: Floder, regnskov og indianske folk hænger uadskilleligt sammen i Atrato-deltaet.

Mere end 15 floder og 300 vandløb snor sig 697 kilometer fra de vestlige Andesbjerge gennem regnskoven til det Caribiske Hav. I begyndelsen er vandet rent og krystalklart. Men jo længere ind i regnskoven, man følger den, desto mere brunt og forurenet bliver vandet. Skoven genlyder af brummende maskiner, og mange steder er den afløst af golde månelandskaber med huller af forurenet jord og vand, der finkæmmes for guld af fattigere arbejdere.

Bredderne omkring Rio Atrato har en trist rekord i afskovning og ulovlig minedrift. Igennem 400 år har mennesker udvundet guld her i området. Og det har efterhånden forårsaget alvorlig kviksølvforurening, som er skyld i store sundhedsproblemer for både mennesker og økosystemer. Men det skal der laves om på nu.

Tvunget til at gribe ind

Den colombianske regering har i årevis set passivt til, mens floden blev ødelagt. Men for nylig har landets forfatningsdomstol i en opsigtsvækkende afgørelse tilkendt Rio Atrato biokulturelle rettigheder. Og det betyder, at myndighederne er nødt til at gøre noget. Sammen med lokalbefolkningen skal regeringen derfor i gang med at finde ud af, hvordan floden kan reddes.

Dommen er et resultat af flere års hårdt arbejde af den colombianske ngo Tierra Digna, Afro-Colombianske organisationer samt en række repræsentanter fra forskellige oprindelige folks organisationer.

96 procent af Chocóregionen, som Rio Atrato snor sig igennem, er nemlig kollektivt ejet af oprindelige folk. Men både floden og de oprindelige folk har i mange år været gidsel i en betændt politisk og miljømæssig konflikt: Paramilitære grupper bruger Rio Atrato som smuglerpassage af guld, mens de terroriserer den oprindelige befolkning. Og samtidig ødelægges og forurenes floden så af den ulovlige minedrift, uden at myndighederne har grebet ind.

En opsigtsvækkende afgørelse

Dommen er naturligvis enormt betydningsfuld for de mennesker, som lever langs floden. Men den er også opsigtsvækkende langt ud over Colombias grænser, for det er første gang nogensinde, at et stykke latinamerikansk natur vinder en så vidtgående retssag.

”Dommen handler om menneskers ret til vand og overlevelse, samtidig med at den bidrager til en miljøorienteret tilgang til menneskerettigheder. Og det bliver interessant at se, hvordan den colombianske regering vil løfte ansvaret, så dommen ikke forsvinder i et bureaukratisk hul mellem domstolen og regeringen,” siger Misha Wolsgaard-Iversen, der er Latinamerika-koordinator i Oxfam Danmark.

I den nærmeste fremtid vil et særligt udvalg blive nedsat, hvor både nationale og internationale eksperter kan bidrage til, at Rio Atrato bliver ren og livgivende igen.

Læs her: Indianske folk i politisk stormvejr i Brasilien

Når naturen har rettigheder

Biokulturelle rettigheder er en forholdsvis ny gren inden for menneskerettigheder. Kort fortalt bygger de på en forståelse af naturen som en levende organisme med rettigheder på lige fod med mennesker, så den ikke bare bliver en uendelig kilde til vores udnyttelse og dominans. Mennesker og natur er forbundne, og det er menneskets job at forvalte naturens rettigheder med henblik på at beskytte, genopbygge og bevare.

Ved at tilkende et stykke natur rettigheder garanterer domstolen samtidig, at de fundamentale rettigheder for de befolkningsgrupper, der lever i naturen, overholdes og efterleves. Derfor er biokulturelle rettigheder sammenhængende med menneskerettigheder gennem biodiversitetsbevarelse og økosystemers genopretning.

Rio Atrato er den fjerde flod i verden, som får tilkendt biokulturelle rettigheder – de andre er Whanganui River i New Zealand og de to indiske floder Ganges og Yamuna.