Fjerner vi arveafgiften, vokser uligheden

Flere politikere pønser på at sænke arveafgiften. Det vil betyde, at de allerrigeste bliver rigere, og uligheden vokser

Det skal kunne betale sig at være rig. Det må næsten være rationalet bag udspillet om at sænke arveafgiften. For det er dem, der har mest i forvejen, der kommer til at tjene suverænt mest på det forslag – ikke dem, der hver dag går på arbejde.

Folkene bag forslaget prøver at få det til at se ud, som om arveafgiften er en ”dødsskat”, der urimeligt rammer den lille mand, hvis mor har spinket og sparet. Realiteten er, at de første 289.000 kroner, et menneske efterlader til en søn eller datter, er fritaget for arveafgift. Det betyder, at der i halvdelen af alle arvesager i 2017 slet ikke er betalt arveafgift.

I den anden ende af spektret – blandt de allerrigeste – er regnskabet anderledes. Den rigeste procent efterlader i gennemsnit 16 millioner kroner. Deres sønner og døtre skal betale 15 procent i afgift til staten.  Og hvem er disse arvinger så? Jo, det er såmænd dem, der i forvejen har den allerhøjeste indkomst.

Hvis arveafgiften bliver fjernet, kommer vi alle sammen til at mangle 4,5 milliarder kroner i det offentlige budget. Penge, som skal spares eller findes via andre skatter eller afgifter blandt almindelige mennesker.

Oxfams beregninger viser, at en tredjedel af milliardærernes formue stammer fra arv. I løbet af de næste 20 år vil 500 af verdens rigeste give 2.400 milliarder dollars videre til deres arvinger.

Denne udvikling kommer til at øge den ekstreme ulighed i verden, der lige nu vokser med alarmerende hast. En superrig elite bliver rigere, mens verdens fattigste efterlades uden en chance. Alle lige fra Verdensbanken til FN er enige i, at det er skadeligt for udviklingen. I Oxfam mener vi, at det skal kunne betale sig at arbejde – ikke at arve.

Skal vi gøre noget ved den ekstreme ulighed i verden, er det fornuftigt at have skatter på arv, hvor de rigeste betaler mest. Sikrer vi rimelige skatter blandt verdens rigeste, skaber det indtægter, der kan være med til at gennemføre FN’s verdensmål om blandt andet at udrydde fattigdom.

Hvis vi ønsker at bekæmpe den stigende ulighed, nytter det ikke at fjerne en af de ulighedsbekæmpende skatter, vi faktisk har.