Fattige børn i Cambodja - Foto: Kimlong Meng/Oxfam

Af:

Lars Koch

Bjørn Lomborg kritiserer i Berlingske 2. februar Oxfams rapport 'En økonomi for de 99 %', der viser, at verdens otte rigeste ejer det samme som den fattigste halvdel af Jordens befolkning. Og uligheden stiger: Syv ud af ti mennesker bor i dag i et land, hvor uligheden er større end for 30 år siden.

Derfor advarer Oxfam mod den stigende ulighed i verden, der fastholder millioner af mennesker i dyb fattigdom, hæmmer vækst og river vores samfund fra hinanden. Lomborg mener, at vi ser alt for sort på verden, fordi der er blevet færre fattige.

I Oxfam  Ibis anerkender vi fuldt ud, at mange mennesker er kommet fri af fattigdom i løbet af de seneste 15 år. Det er en fantastisk udvikling, som er sket, fordi vi som verdenssamfund har løftet i flok. Oxfam minder om, at de 3,6 milliarder fattigste lever for mellem nul og 40 kroner om dagen. Og at den ekstreme ulighed truer fremskridt, og det er vi langtfra alene om at mene. Både Verdensbanken, IMF og World Economic Forum i Davos ser ulighed som en af verdens største udfordringer.
 
Lomborg kritiserer, at vi medregner menneskers gæld i vores udregning af deres formue, fordi nogle danske unge med studiegæld på den måde havner blandt verdens fattigste. De fleste eksperter er enige med os i, at gælden er et vigtigt parameter. Men selv hvis vi går ind på Lomborgs kritik og trækker gælden fra regnestykket, er uligheden dramatisk. Så kommer vi frem til, at 56 mennesker ejer det samme som Jordens fattigste halvdel. Det rykker ikke det store ved det samlede billede af, at uligheden er svimlende.
 
Bjørn Lomborg mener desuden, at vi burde se på indkomst i stedet for formue. Det gør vi også. De ti procent fattigstes indkomst steg med mindre end tre dollars om året mellem 1988 og 2011, mens de rigeste én procents indkomst steg 182 gange så meget. Så jo - den ekstreme ulighed viser sig også i lønningerne.I disse år bliver almindelige mennesker over hele kloden ladt i stikken: Deres løn stagnerer samtidig med, at direktørerne rutinemæssigt hiver millionbonusser hjem. Investering i skoler og sundhed beskæres, mens de multinationale selskaber og superrige enkeltpersoner sender deres formuer i skattely. Det hænger ikke sammen.
 
Ekstrem ulighed fastholder folk i fattigdom. 700 millioner færre mennesker kunne have været fattige, hvis vi havde reguleret markedet og mindsket uligheden. Firmaers skatteunddragelse alene koster udviklingslandende mindst 100 milliarder dollars hvert år. Det er penge nok til at betale for uddannelse til de 124 millioner børn, som lige nu ikke går i skole, og til at sørge for sundhed, som kunne forhindre, at seks millioner børn dør hvert eneste år.
 
Vi kan gøre det bedre. Menneskeheden er klog og fantasifuld nok til at skabe en verden for alle. Vi, der er opvokset i det danske velfærdssystem med en progressiv skattepolitik, ved, at det virker. 

Kommentarer

Fast actions block