16-årige Salima har overlevet ved at sælge sin krop til lastbilchauffører i to år. Pigerne på gaden her er helt ned til 12 år. - Foto: Lotte Ærsøe

Af:

Rikke Hovn Poulsen

16-årige Salima sælger hver aften sin krop til lastbilchaufførerne, når de gør stop langs en af Mozambiques berygtede aidskorridorer. Det er den eneste måde, hun kan tjene penge på. Men måske er der en anden vej for hende.

En smal stribe af lys skærer sig gennem natten. De trætte gadelamper og butikkernes neonskilte kæmper side om side med lastbilernes forlygter for at give liv til den scene, der udspiller sig hver aften her i Alto Moloque. I lyset er der liv: Lastbilchauffører, der råber, musik, der brager, motorcykeltaxaer, der dytter og fræser ned ad vejen faretruende tæt på de grinende drenge, der dasker rundt og drikker øl. Men hele scenen udspiller sig på et bagtæppe af mørke så dybt, at det er umuligt at se en hånd for sig.

De små huse har ikke indlagt elektricitet, så når solen går ned, er det tid til at gå til ro. Undtagen for mændene ved vejen. Og så er der pigerne. De holder til i små flokke et par meter væk fra lygterne og de nysgerrige blikke. En gang imellem dukker de frem i glimt – en mønstret kjole her, en kruset hårpragt der. Når de får kontakt med lastbilchaufførerne, træder de ud i lyset. 300 meticais – 30 kroner – og du kan gøre lige, hvad du har lyst til.

Frem af mørket træder Salima, en 16- årig, næsten dukkeagtig skønhed; slanke arme, perfekt buede læber, silkeblød hud. Men hendes blik er ikke en 16-årigs. Det har allerede set for meget.

Aidskorridorens forbandelse

Alto Moloque er en lille, støvet by i hjertet af Mozambique. Den asfalterede hovedvej er både en velsignelse og en forbandelse. Her stopper lastbilerne for natten på vej gennem det kæmpestore land. Chaufførerne har penge med. Men de har også noget andet med: sygdom. Det er det samme i alle de små byer langs Mozambiques berygtede transportkorridorer. Eller aidskorridorer, som de få gode veje, der krydser landet, også kaldes.

Fakta

Ungdomsforeningen i Alto Moloque får støtte af Oxfam IBIS gennem ’Access to Information for Citizens Engagement’.

Her støtter vi organisioners og borgeres adgang til information og aktive deltagelse i samfundets udvikling, så de kender til lovgivningen og deres rettigheder.

 

Lidt over 11 procent af mozambiquerne har hiv, men blandt visse grupper er tallet langt højere – for eksempel blandt lastbilchaufførerne, der som nogle af de eneste rejser rundt mellem provinserne. Hver nat stopper de et nyt sted, hvor de køber mad, et par cigaretter og lidt kvindeligt selskab. Mange unge piger fra landdistrikterne bliver som Salima tiltrukket af de hurtige penge. Selvom 30 kroner ikke er meget, er det alligevel et udmærket tilskud for mennesker, der kun har et lille stykke udpint jord til at brødføde familien med.

Et par driftige handelsmænd har indrettet nogle små værelser med en seng og et lysstofrør, og her lejer pigerne sig ind på skift.

”Jeg er der kun i tre minutter ad gangen, længere tid tager det ikke. Nogle aftener kan jeg nå tre-fire mænd– andre gange må jeg gå hjem uden penge. Det er aldrig til at vide,” fortæller Salima.
”Det er ikke, fordi jeg kan lide det. Det er nye mænd hver aften. Mange af dem er gamle, de er ikke pæne. De er krævende. Men de er ikke onde.”

Salima kigger stift ned i jorden, når hun taler om sit job. Hun er aldrig bange for mændene, siger hun. Men nogle gange kan hun godt blive ked af det. ”
Så taler jeg med mine veninder om det. De ved jo, hvordan det er.”

Hiv er lig med en dødsdom

Fader Carlitos træder ud af bilen. Trods sin forholdsvis ringe højde er han en mand, folk lægger mærke til her i Alto Moloques natteliv. ”Hej fader,” råber en ung fyr straks og skrår over gaden for at hilse. De får sig en god snak, mens de langsomt bevæger sig ned gennem lysstriben. De unge kender alle fader Carlitos.
Ud over sit virke som præst og formand for den lokale ungdomsforening arbejder han som en slags opsøgende gadeplansmedarbejder. Når han har tid om aftenen, tager han herned for at se de unges hverdag og høre om deres problemer. Og for at vinde deres tillid, så de tør dukke op til møderne i ungdomsforeningen, som bliver afholdt en gang om ugen på det center, hvor han bor og arbejder.
”Vores mål er at bringe de unge sammen, så de kan diskutere deres problemer og lære af hinanden. Når piger som Salima møder unge, der studerer, opdager de pludselig, at deres liv godt kan blive anderledes. At der er en anden vej,” fortæller fader Carlitos.

Foreningen er støttet af Oxfam IBIS, og den organiserer de unge i grupper, hvor de lærer færdigheder som for eksempel syning, så de kan starte deres egen virksomhed. Og så får de undervisning i deres rettigheder, muligheder og udfordringer – for eksempel hiv. “De unge piger kender sygdommen. Men der er ikke mange, der ved, at de med gratis behandling kan leve videre i mange år. De tror, at en positiv hiv-test er en dødsdom,” forklarer præsten.

Da han når ned til enden af hovedgaden, der hvor lyset giver fortabt over for mørket, møder han Salima. De taler lidt, og han inviterer hende til møde i ungdomsforeningen i morgen.
”Jeg håber virkelig, hun kommer. Jeg tror, hun har potentiale til at forandre sit liv,” siger han i bilen på vej hjem.

En måde at overleve

Salima er den næstældste datter i en børnerig familie fra landet uden for Alto Moloque. Hendes far er død, så der er ikke råd til, at Salima kan gå i skole. For to år siden rejste hun derfor til byen for at tjene penge. Her mødte hun piger med historier som hendes egen. Men de havde pænt tøj, makeup og mobiltelefoner.
”Jeg spurgte dem, hvordan jeg kunne tjene lige så mange penge som dem. De forklarede mig, hvordan man gør – og så gjorde jeg det bare,” fortæller hun.

Pengene bruger Salima på mad, sæbe, tøj og husleje. Hvis der er nogen tilovers, sender hun dem til sin mor.
”Min mor ved godt, hvordan jeg leder efter penge – det er jo min måde at overleve på. Det er også hende, der har sagt, at jeg aldrig må have sex hud mod hud. Så kan jeg blive gravid og få aids,” forklarer hun.
Salima beder altid lastbilchaufførerne om at bruge kondom. Men selvfølgelig er hun bange for sygdommen. Det er alle. ”Jeg er blevet testet to gange, og jeg var negativ begge gange,” forsikrer hun.

Et glimt at noget nyt

I det nøgne lys fra lysstofrøret på ungdomscenteret virker Salima mere skrøbelig, end hun gjorde nede på gaden i går. Hjemmebaneselvtilliden har forladt hende, og hun krammer sin slidte sølvtaske, mens hun taler. Det er virkelig en ny verden, hun her træder ind i. Salima kom til mødet i foreningen i dag. Hun sagde ikke noget, for hun kendte ingen. Men fader Carlitos var der, og ham ville hun snakke med bagefter.
”Han er en god mand fra kirken. Ham stoler jeg på,” forklarer hun.

Fader Carlitos mener bestemt, han kan hjælpe Salima væk fra gaden. Først og fremmest gennem ungdomsforeningen. Og måske kan han hjælpe hende med at finde et job.
”Jeg har før hjulpet piger som hende – det handler om at se på, hvad der er løsningen for den enkelte. Salima kan blive et forbillede for de andre piger på gaden. Men det kræver, at hun holder op med at komme dernede,” forklarer præsten.
Han håber, at han på lang sigt kan få pigerne til at slutte sig sammen om en forretningsmodel. Måske kan de leve af at sælge tøj på markedet. Som noget af det første vil han dog tage ud og besøge Salimas familie og finde ud af, om moren virkelig er klar over, hvad Salima laver. ”Pigens liv skal forbindes med familiens, så de sammen kan finde nye løsninger,” siger han.

Natten har igen sænket sig over Alto Moloque, men Salima tager ikke ned til lyset og lastbilerne. Ikke i aften. I stedet kører fader Carlitos hende hjem via de bælgmørke grusveje til det baghus uden elektricitet, hvor hun bor helt alene.
”Det eneste, jeg ønsker mig, er bare at få en uddannelse,” siger Salima stille.
Så forsvinder den 16-årige pige ind i mørket. Men der var lige et glimt af noget, inden hun lukkede døren. Måske var det håb? Salimas navn er ændret af hensyn til hendes privatliv. Redaktionen kender hendes virkelige identitet.

Kommentarer

Fast actions block