Foto: Connie Dupont

I 2013 besluttede Oxfam IBIS at gøre Burkina Faso til nyt samarbejdsland.
Og 1. april 2014 tog vi så for alvor hul på arbejdet med lanceringen af et uddannelsesprojekt, som er rettet mod 75.000 børn i to af landets fattigste provinser.

Det sker i samarbejde med Børnefonden og vil på klassisk Oxfam IBIS vis fokusere på at uddanne og efteruddanne lærere, engagere og styrke forældre og lokalsamfund til at bakke op om børnenes skolegang og på at få lokale og nationale myndigheder til at prioritere kvalitetsuddannelse.

Aliou Tandia havde i marts første arbejdsdag som ny landedirektør for Oxfam IBIS i Burkina Faso. Han skal bruge foråret på at etablere et kontor i hovedstaden Ouagadougou og finde lokale samarbejdspartnere til de øvrige aktiviteter, som Oxfam IBIS gerne vil lave i landet.

Udover at skabe bedre uddannelsestilbud til flere børn vil Oxfam IBIS arbejde for et generelt fokus på kvalitetsuddannelse, men også på sigt inkludere spørgsmål om tosprogsundervisning i uddannelsesprogrammerne.

Andre interessante områder i forhold til udvikling og rettigheder i Burkina Faso er udvindingsindustri og klima.

Fakta om Burkina Faso

Burkina Faso ligger i det fransktalende Vestafrika og har en befolkning på 17 millioner indbyggere fordelt på et areal seks gange så stort som Danmark. Burkina Faso er rig på naturressourcer og har en stor bomuldsproduktion, men ifølge FN’s opgørelse er landet alligevel verdens tredje fattigste. 

Oxfam IBIS vil i første omgang arbejde i to sydlige provinser Bazéga og Zero.

Uddannelsessektoren i Burkina Faso

Over 70% af indbyggerne i Burkina Faso er analfabeter. Regeringen har stigende fokus på uddannelse og bruger i dag  16 pct. af statsbudgettet her. Størstedelen går til lønninger.

I Uddannelsesministeriets strategi for 2010-2015 er et af hovedmålene at forbedre kvaliteten i grundskoleuddannelsen – blandt andet ved at sikre lærerne bedre uddannelse.

Desuden vil man satse på tosprogsundervisning, da mange børn kun taler et af landets knap 60 lokale sprog og derfor hægtes af, hvis det eneste sprog i skolerne er fransk.

Fakta om Oxfam IBIS i Burkina Faso

Oxfam IBIS har arbejdet i Burkina Faso siden 2010, og i 2012 blev landet formelt valgt som IBIS' nye samarbejdsland. Det første projekt fokuserer på kvalitetsuddannelse og ligestilling i grundskolen og udføres i samarbejde med BØRNEfonden. I år er kontoret blevet etableret, og der er lavet aftaler med lokale partnere og skabt relationer til forskellige offentlige institutioner og ministerier.

Årets højdepunkter 2014/2015

  • 43.676 elever havde i 2015 glæde af, at vi sammen med Børnefonden uddelte mere end 6.000 tavler, som skolebørnene bruger til gruppearbejde.
  • Mange tusind familier har lært, hvordan de bliver mindre sårbare, fordi vi i 2015 gennem radio og teater oplyste befolkningen i to provinser om klimaforandringerne.
  • 40 kvinder og unge mennesker fik i 2015 en lederuddannelse, så de nu er bedre klædt på til at deltage i det lokale demokrati.
  • Oxfam IBIS har indgået stærke samarbejder med tre lokale partnere. De er blevet introduceret til Oxfam IBIS' værdier og er kommet godt i gang med arbejdet for at skabe bedre uddannelse til børn og unge
  • Næsten 2.000 lærere og 400 skoleledere har fået efteruddannelse i pædagogiske metoder og god skoleledelse
  • Materiale om skolebestyrelsers rolle og ansvar er blevet oversat til det lokale sprog og brugt til at få de nyetablerede skolebestyrelser godt igang

Fast actions block