Bragt første gang i Kristelig Dagblad 11. februar 2017 

På vegne af

Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors
Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp
Jonas Keiding Lindholm, generalsekretær i Red Barnet
Tim Wythe, generalsekretær i MS ActionAid
Vagn Bertelsen, generalsekretær i Oxfam IBIS

Naser Khader har over flere omgange problematiseret civilsamfundets ”politisering”. Senest har han 9. februar 2017 anført, at Folkekirkens Nødhjælp graver sin egen grav ved at sige fra overfor Donald Trumps såkaldte ”gag rule”, der vil forbyde NGO’er at arbejde med oplysning om piger og kvinders seksuelle rettigheder, og herunder prævention og risikoen ved illegal abort.

Samtidig med at Folkekirkens Nødhjælp har problematiseret Trumps dekret, har den danske regering søsat en international kampagne imod selv samme dekret. På Udenrigsministeriets hjemmeside er således at læse:

”Kvinders rettigheder er en dansk mærkesag. Både fordi det handler om grundlæggende menneskerettigheder for alle. Men også fordi kvinder i høj grad er nøglen til udvikling.”

Alligevel er det ifølge Khader utidig iblanding fra Folkekirkens Nødhjælp, når de kommer med samme budskab som den regering som Naser Khaders parti er medlem af.

Et er, hvorvidt det er at ”politisere” at forsvare piger og kvinders rettigheder. Det mener vi ikke. En kvinde der dør på grund af en ulovlig abort er en personlig – og menneskelig – tragedie. Men når vi ved at der hver 10. minut dør en pige eller kvinde på grund af usikre eller illegale aborter, så er det et politisk problem.

Noget andet er spørgsmålet om, hvorvidt civilsamfundsorganisationer kan og bør blande sig i den politiske debat.

Af den strategi for Danmarks udviklingspolitisk som Naser Khader selv har været med til at forhandle står der:

”Danmark vil støtte og udbygge civilsamfundets rolle og kapacitet og fremme fortalervirksomhed udført af civilsamfundsaktører i udviklingslandene.”

Ja, vi måles sågar på vores indsats for at fremme civilsamfundets deltagelse i lokal, national og international beslutningstagning.

Det er med andre ord helt centralt for vores mandat – og for den opgave som Naser Khader selv har været med til at give os – at vi deltager aktivt i samfundslivet.

Arbejdet med at sikre verdens fattigstes rettigheder og et liv i værdighed vil altid være politisk af natur. Det ligger i civilsamfundets DNA at have holdninger til det arbejde vi engagerer os i. Det er motivationen og selve brændstoffet for os, vores medarbejdere og naturligvis de tusinder af danskere, der støtter vores arbejde.

Det giver ikke mening, hvis vi kun skal symptombehandle uden at ændre årsagerne til symptomerne. Det er ikke nok at hjælpe den enkelte piger eller kvinde i Malawi eller flygtning i Syrien. Vi skylder alle mennesker at kæmpe for deres rettigheder.

Det er altså centralt for vores mandat og selve eksistensberettigelse, at vi analyserer og gør opmærksom på konsekvenserne af den førte politik for verdens fattigste, svageste og mest marginaliserede. Uanset om det handler om flygtningepolitik, piger og kvinders rettigheder eller noget helt tredje. Ellers vi ikke være andet end underleverandører.

Vi blev derfor glade da vi på Altinget.dk den 6. februar kunne læse udviklingsminister, Ulla Tørnæs give, hvad vi betragter som et forsvar for vores deltagelse og såkaldte ”politisering”:

”Danmark er internationalt anerkendt for sin fleksible og åbne tilgang til civilsamfundet. Andre lande ser nysgerrigt på – og er i lettere vildrede over, hvordan vi som regering kan have så tæt og konstruktivt et samarbejde med de organisationer, som samtidig ofte er vores største kritikere. Det er meget dansk. Og det vil vi ikke lave om på.”

I samme indlæg afviser udviklingsministeren at Ngo’er skal være underleverandører for regeringen. Tværtimod. Partnerskaber skal være ligeværdige, skriver ministeren:

”Vi respekterer også i fremtiden organisationernes egenart, kompetencer og deres særlige rolle i samfundet.” Tydeligere kan det næppe siges.

Når Naser Khader alligevel gang efter gang angriber civilsamfundet kunne man fristes vi til at spørge: Er Udviklingsministeren enig med Naser Khader i at civilsamfundet skal have mundkurv på? Er Naser Khaders formand, justitsminister Søren Pape? Vi tror det ikke, men man får sin tvivl når angrebene bliver ved med at komme.

Vi vælger dog at betragter truslerne som venlige råd. For vi må konstatere, at vi jo oftest er enige med Naser Khader når det kommer til substansen. I spørgsmålet om civilsamfundets rolle i samfundsdebatten er vi så dybt uenige – og Naser Khader er tilsyneladende uenig med sin egen regering. Men det er jo vilkårene i et demokrati og vi glæder os til at samarbejde om løsninger for verdens fattigste, fremfor at skændes om vilkårene for samtalen.

Kommentarer

Fast actions block