Vores besparelser rammer verdens skoleelever

Må statsministerens symbolske støtte munde ud i, at Danmark igen prioriterer bistanden til kvalitetsuddannelse til verdens børn og unge.

Kvalitetsuddannelse for alle og 12 års skolegang for verdens børn og unge – også for de 58 millioner børn, der i dag ikke går i skole. Sådan lyder mål 4 ud af de 17 nye verdensmål, som FN har vedtaget i sensommeren 2015.

Men kendsgerningen er, at der lige nu mangler 39 milliarder dollars årligt på verdensplan for at indfri målene om kvalitetsuddannelse for alle, og det er især i lavindkomstlande, at der er et alvorligt økonomisk efterslæb. Men det kan lade sig gøre at rejse de penge, der mangler. Derfor er det bekymrende, at det stadig er tvivlsomt, om Danmark fremadrettet vil give 15 % af bistanden til uddannelse.

Regeringen skar 75 % på uddannelse

For kendsgerningen er, at kort tid efter at målene blev vedtaget, valgte den danske regering at skære 75 % af bistanden til uddannelse. Af den samlede reducering i bistanden, blev uddannelsessektoren en af de hårdest ramte.  Det til trods for at organisationen My World, har spurgt syv millioner mennesker i verden, hvordan de vil prioritere deres ønsker for fremtiden, og i alle lande fra Syrien til Danmark står uddannelse øverst på ønskelisten. Der er med andre ord massiv folkelig opbakning til at sikre verdens befolkning kvalitetsuddannelse.

Den 4. maj deltager statsminister Lars Løkke Rasmussen i Hele Verden i Skole-kampagnens aktionsdag på Christiansborg Slotplads. Det er meget positivt, at Danmarks statsminister for fjerde år i træk, mener, at det er vigtigt at sætte fokus på de 58 millioner børn, som ikke går i skole. Men mål og midler skal passe sammen, derfor håber vi, denne symbolske støtte vil munde ud i, at Danmark igen prioriterer bistanden til kvalitetsuddannelse til alle børn og unge i verden, ligegyldig hvor de bor.

Hvordan finder vi pengene?

De 17 nye verdensmål skal sikre en bæredygtig verden uden fattigdom. Det er fantastisk, at alle lande i verden er blevet enige om de ambitiøse mål, men deres implementering kræver økonomisk omprioritering over hele linjen, hvis vi skal nå i mål.

Danmark spillede en helt central rolle, da verdens ledere i sensommeren 2015 vedtog de 17 nye mål, og vi har en helt unik chance for at få afgørende indflydelse på implementeringen. Men derfor har vi også en forpligtigelse til at prioritere målene økonomisk.  Vi er nødt til at sætte uddannelse øverst på listen, fordi det understøtter alt det andet. Hvis vi svigter investeringen i kvalitetsuddannelse, så risikerer vi, at vi ikke kan opfylde et eneste af de andre 16 verdensmål.

Men hvad skal der til for at finde de penge, der kan sikre kvalitetsuddannelse til alle børn og unge?  Har vi overhovedet råd? Svaret er klart: Vi har ikke råd til at lade være – konsekvenserne på lang sigt og på verdensplan er øget ulighed og øget fattigdom. Vejen frem er, at alle lande sikrer, at 20 % af det nationale budget går til uddannelse. Og donorlande som Danmark skal sikre, at 15 % af bistanden går til uddannelse. Lavindkomstlande skal bruge 50 % mere på grundskoleuddannelse for at sikre alle skolegang af høj kvalitet.

En ny undersøgelse fra UNESCO viser, at hvis alle OECD-lande sammen med BRIKS-landene, Saudi Arabien, Kuwait og Forenede Emirater giver 0,7 % af deres bruttonationalprodukt i bistand, og hvis 15 % går til uddannelse, så kan det til sammen med øgede skatteindtægter i udviklingslandene finansiere kvalitetsuddannelse til alle.

Danmark må bakke op om uddannelse i nærområder

Danmark havde inden besparelsen samlet hovedparten af bistanden til uddannelse i en multilateral fond, Global Partnership for Education, for at sikre bedre samarbejde donorlandene imellem. Udviklingsminister Mogens Jensen lovede i 2014, at Danmark ville støtte denne fond med 400 mio. kroner hvert år frem til 2019. Besparelsen kom allerede i september 2015, hvor man tilbageholdt den sidste rate, og i 2016 er der skåret 300 mio. kroner. Trods ihærdige forsøg her i avisen og i radioen, så gav denne besparelse meget få reaktioner i befolkningen. Det er nok ikke så mærkværdigt, for penge i en multilateral fond siger ikke den almindelig dansker ret meget.

En risiko, som alle NGO’er, der arbejder med uddannelse, gjorde opmærksom på, da Danmark valgte fonden frem for landeprogrammer. Den selvsamme fond har lige underskrevet en aftale med FN’s højkommissær for flygtninge om at hjælpe de 33 mio. flygtningebørn, som ikke kommer i skole i flygtningelejrene. Det er uddannelse i præcis de nærområder, som den danske regering mener, vi skal prioritere vores indsats i. Danmark må bakke op om disse initiativer og om styrkelsen af uddannelse verden over. Det betyder, at vi må omprioritere økonomisk, eksempelvis ved ikke at give skattelettelser til danskerne og give pengene tilbage til Global Partnership for Education og øremærke pengene til børn i kriser.

Bragt i Politiken, 3. maj 2016