Forside / Nyheder / Kan profitskoler give alle kvalitetsuddannelse?
Artikel

Kan profitskoler give alle kvalitetsuddannelse?

12.09.2016

Af Anne Marie Sørensen

At give alle mulighed for at få en kvalitetsuddannelse er et af de nye 17 globale udviklingsmål for 2030. Især i udviklingslandene er der lang vej til målet. Der mangler penge, lærere, skolebygninger, kvalitet i undervisningen og meget mere

Denne situation har givet private aktører en ny rolle, der tilbyder skoleundervisning rettet mod børn fra fattige familier og for, hvad de selv kalder ”overkommelig” forældrebetaling, det sidste skud på stammen. Skolerne er baseret på profit og drives af private firmakæder som f.eks. Bridge med skoler i bl.a. Kenya og Uganda og Omega i Ghana.

Magtfulde spillere

Profitskolerne støttes af magtfulde spillere som Verdensbanken, Bill & Melinda Gates-fonden og den engelske udviklingsorganisation (DfID). Fortalerne for profitskolerne hævder, at fordi betalingen ligger inden for det, de fattigste familier kan klare, giver skolerne øget adgang til uddannelse for de fattigste. Endvidere at konkurrence højner standarden i undervisningssektoren.

Dette modsiges af erfaringer fra Uganda, hvor regeringen tidligere på måneden besluttede at lukke alle Bridge-skolerne i landet, fordi de ikke lever op til de nationale minimumskrav for skoledrift og eksempelvis bruger lærerne med kun få måneders uddannelse og ”drejebøger” i undervisningen.

Alt andet end overkommelig

Den Globale Uddannelseskampagne (GCE) fremlægger i en ny rapport støttet af Oxfam  Ibis resultater, der viser, at forældrebetalingen på profitskolerne er alt andet end overkommelig for fattige familier. Udgiften for ét barn i en Omega-skole i Ghana udgør f.eks. 40 pct. af den årlige husholdsindtægt i de fattigste familier. I Benin og Pakistan er procentdelen endnu højere.

I juni vedtog FN's Menneskerettighedsråd for første gang en resolution, der forholder sig kritisk til privatsektorens rolle i uddannelse og sætter nye politiske og juridiske standarder. Staterne opfordres til at styrke den offentlige uddannelse og etablerer et system, der regulerer alle udbydere af uddannelse.

De fattigste udelukkes

Universel adgang til uddannelse kan ikke nås gennem et skolebetalingssystem, der udelukker de fattigste. I sit arbejde med de nye globale bæredygtige mål bør den danske regering derfor:

  • Støtte op om FN's arbejde om regulering af private aktører i uddannelsessektoren.

  • Arbejde for at offentlige midler ikke anvendes til drift af profitskoler.

  • Støtte udviklingen af et stærkt offentligt skolesystem i udviklingslandene.

  • Arbejde aktivt for at det globale 2030 uddannelsesmål om kvalitetsuddannelse til alle bliver gennemført.