Gadeboern_paa_fagskole_YEP_Juba_Sydsudan
"Det os en gåde, at regeringen vil skære i såvel udviklingsbistanden til uddannelse og i Danmarks eget uddannelsesbudget." - Foto: Hanne Selnæs

Af:

Yasmin Davali og Mette Müller

Danske Studerendes Fællesråd og IBIS er gået sammen om et fælles opfordring til den danske regering: Hvis de ambitiøse verdensmål skal nås, skal uddannelse opprioriteres både herhjemme og ude i verden.

Alle har ret til uddannelse. Det har IBIS og Danske Studerendes Fællesråd kæmpet for i mange år. Men alene adgangen til skolen er ikke nok, for alle har ret til en kvalitetsuddannelse, hvad enten det er i folkeskolen, på universitetet eller et tredje sted i livet - og uanset om det er i Danmark eller i fattige lande.

Derfor er vi glade for at de nye verdensmål (også kaldet de bæredygtige udviklingsmål, SDG- eller 2030-målene), som vedtages af verdens ledere på FN’s generalforsamling 27. september har et stærkt og omfattende fokus på uddannelse: Et af målene er, at verdens lande i fællesskab skal sikre inkluderende og retfærdig uddannelse og fremme livslange læringsmuligheder for alle.

Ambitionerne skal følges op

Yasmin Davali er formand for Danske Studerendes Fællesråd. Foto: DSF
Yasmin Davali er formand for Danske Studerendes Fællesråd. Foto: DSF

Det er jo alt sammen rigtig flot, men kvalitet i undervisningen kommer ikke af sig selv. Der skal veluddannede lærere, gode undervisningsmateriale og inkluderende uddannelsesfaciliteter som f.eks. pigetoiletter til for at kvalitetsuddannelse for alle bliver nået i 2030.

Til forskel fra tidligere er de nye udviklingsmål globale. De har altså også konsekvenser for os herhjemme, for det vil ikke kun være udviklingslandene, der forpligter sig til at sikre adgangen til uddannelse og hæve uddannelseskvaliteten. Danmark har et stort ansvar, når det gælder om at forberede kommende generationer til et mere bæredygtigt liv, og det er derfor nødvendigt, at vi i langt højere grad tænker bæredygtighed ind i vores uddannelsessystem. Hvis Danmark ønsker at gå forrest i kampen mod blandt andet klimaforandringer, spiller uddannelse en yderst central rolle.

Derfor er det os en gåde, at regeringen vil skære i såvel udviklingsbistanden til uddannelse og i Danmarks eget uddannelsesbudget.

Ødelægger Danmarks ry


Mette Müller er forkvinde for IBIS. Foto: Rebecca Epstein

Besparelserne på uddannelse vil være altødelæggende for Danmarks internationale ry, for vi plejer at gå forrest på uddannelsesområdet. Det er et unikt ry, som vi bør værne om ved fortsat at investere i adgangen til kvalitetsuddannelse i Danmark såvel som internationalt gennem udviklingsbistanden, hvor danske NGO’er i årevis har lavet uddannelsesarbejde med fokus på kvalitet.

De nye 17 mål er ambitiøse, og vi kan, hvis vi vil, være den generation, som udrydder fattigdom. Men hovedparten af de 16 andre mål afhænger i den grad af en veluddannet befolkning, som kan skabe vækst og udvikling ud fra bæredygtige principper. Det gælder både i udviklingslandene og i Danmark.

Vi vil opfordre regeringen til at føre en ansvarlig politik, hvor uddannelse og bistand til uddannelse bliver klart prioriteret, så vi om 15 år kan sige, at Danmark var et af de lande, der gennem uddannelse tog ansvar for at skabe et mere bæredygtigt globalt samfund.

Yasmin Davali
Formand, Danske Studerendes Fællesråd


Mette Müller
Forkvinde, IBIS

Kommentarer

Fast actions block