Af:

Lars Koch

På onsdag mødes den finansielle og politiske verdenselite til det årlige møde i World Economic Forum (WEF) i Davos. Temaet for dette års udgave af topmødet er 'Mastering the Fourth Industrial Revolution', men de globale storaktører burde i stedet bruge energi og tid på at diskutere den globale ulighed, der nærmest er eksploderet.

Det økonomiske system er skruet så skævt sammen, at det ikke bare hæmmer vækst og social sammenhængskraft på en global skala, men også forhindrer, at vi - verdenssamfundet - når det mål om at få udryddet den ekstreme fattigdom, som vi netop er blevet enige om med de ambitiøse verdensmål.

Forud for mødet i Davos har IBIS i samarbejde med Oxfam analyseret og dokumenteret den globale ulighed i rapporten "En økonomi for den ene procent".
Og det, vi er nået frem til, er mildest talt foruroligende: Banken Credit Suisse afslørede for nylig, at verdens rigeste ene procent nu har ophobet større værdier end alle andre mennesker tilsammen. Det er sket et år tidligere end forudset i den prognose, som Oxfam udgav sidste år.

Den fattigste halvdel af verdens befolkning ejer i dag 1.000 milliarder dollars mindre end for fem år siden. I samme periode er antallet af mennesker, der ejer det samme som den fattigste halvdel af menneskeheden, faldet fra 388 til 62. 62 mennesker ejer med andre ord lige så meget som 3,6 milliarder mennesker tilsammen. Disse 62 menneskers formue er steget med 44 procent på de fem år og er i dag på 1.760 milliarder dollar. I samme periode er den fattigste halvdels formue faldet med lidt over 1.000 milliarder dollars - et fald på 41 procent.

Vinderne er dem, der allerede har

Dette handler IKKE om misundelse over for dem, der har meget. Og IBIS og Oxfam glæder os over, at antallet af ekstremt af fattige mennesker er blevet halveret i perioden fra 1990 til 2010. Men hvis ikke uligheden var vokset inden for de fattigste lande i samme periode, ville yderligere 200 millioner mennesker have været ude af fattigdom. Og tallet kunne have været helt oppe på 700 millioner, hvis de fattige havde fået større del i den økonomiske vækst end de rige.

Siden århundredeskiftet har den fattigste del af verdens befolkning fået under én procent af den samlede vækst, mens 46 procent af indkomststigningen er tilfaldet de 10 procent rigeste. Der er ingen tvivl om, at de store vindere i verdensøkonomien er dem, der i forvejen har mest. Og at det globale økonomiske system er skruet sammen til deres fordel. Indkomster og formuer 'drypper ikke nedad', men bliver 'suget opad' og det med foruroligende kraft.

En af de allerstørste motorer i accelerationen af den ekstreme globale ulighed - og dermed en af de største forhindringer for, at vi reelt kan komme fattigdommen til livs - er det spindelvæv af skattely og den skattespekulationsindustri, der er blomstret op i de seneste årtier. IBIS og Oxfam har analyseret sig frem til, at 9 ud af 10 af verdens største selskaber og alle de strategiske partnere for World Economic Forum har adresse i mindst ét skattely.

Drypper det så på degnen?

Dette vidt forgrenede netværk af skattely og denne branche af skatterevisorer og formueforvaltere har sørget for, at rigdommene bliver i toppen. Det seneste skøn anslår, at privatpersoner har 7.600 milliarder dollars gemt af vejen i skattely, hvilket alene koster Afrika 14 milliarder dollar om året i tabte skatteindtægter. Denne skattetænkning og -unddragelse retfærdiggøres blandt andet med et argument om, at lav skat for selskaber og rige individer er nødvendig for at fremme den økonomiske vækst, og at det derfor er positivt for os alle sammen.

Men det er ikke positivt for verdens fattigste - eller verdens fattigste lande. Og selskabernes og de absurd riges mulighed for at undgå at betale til den fælles regning tvinger regeringer verden over til at sænke deres skatter for at tiltrække virksomhederne. Manglende skatteindtægter efterlader store huller i de offentlige budgetter, hvilket fører til nedskæringer i grundlæggende serviceydelser. Og samtidig tvinges regeringer til i stigende grad at benytte sig af indirekte skatter som moms og afgifter, der har en udpræget social slagside.

Samlet set fratager det de fattige lande midler, der skulle bruges til at bekæmpe fattigdom, få børn i skole og undgå, at mennesker dør af sygdomme, der sagtens kan helbredes.

Det er på tide

Det er derfor på tide at få gjort op med verdens skattely - og det årlige økonomiske topmøde i Davos er den perfekte anledning til at slå et slag for det. Det drejer sig i sidste ende om globalt ansvar, og håbet er, at det ansvar er blevet taget af de finansielle og politiske ledere, når de siger farvel til hinanden på lørdag.

Indlægget er bragt som mandagsanalyse i Politiken 18.1 2016.

Kommentarer

Fast actions block