Foto: Lotte Ærsøe

Af:

Rikke Hovn Poulsen

Historien om Quitupo i Mozambique er historien om længslen efter et bedre liv, der risikerer at drukne i kampen om milliarder af dollars. Men det er også historien om, hvordan civilsamfundet kan hjælpe, så der måske kan komme noget godt ud af det hele til sidst.

Den spritnye grusvej pløjer sig gennem bushen. Den er bred og solid, så den kan holde til de mange lastbiler, der snart vil brøle forbi markerne og de lerklinede hytter. Men det er ude i fremtiden. Lige nu er det kun grusvejen, der vidner om alt det, der skal ske. Og så vagterne, der står med et par hundrede meters mellemrum og holder øje med, om nogen snuser rundt.

Grusvejen slutter ved landsbyen Quitupo. Indtil for få år siden lå den isoleret helt ude ved havet. Indbyggerne var bønder og fiskere, der levede, som deres forfædre havde gjort i århundreder. Men i 2009 blev en af verdens største naturgasforekomster opdaget under havbunden ud for landsbyen. Og pludselig var det, som om alle ville have en bid af Quitupo.

Håbet om et bedre liv

Tomás Langa er en kæmpestor mand med smilende øjne og storblomstret skjorte. Han er leder af AMA, en mozambikansk organisation, som Oxfam IBIS samarbejder med. Han er på venskabelig fod med det meste af Quitupo, for han er ofte herude for at undervise. Men lige nu har han hævet stemmen, og han diskuterer højlydt med landsbyens ældreråd.
”I kender mig – jeg vil aldrig skabe problemer for jer. Det er jeres landsby, så I burde kunne tale med hvem, I vil.”

Mændene i ældrerådet er bange for at tale med de gæster, Tomás Langa har med i dag. De er bange for at få knas med regeringen. Til sidst beslutter de alligevel at tale. Men det sker tøvende, for i disse tider er det svært at gennemskue, hvem de kan stole på. Ældrerådet holder møde under et gammelt mangotræ i udkanten af den landsby, som indbyggerne snart skal forlade. Der skal gøres plads til en enorm fabrik fra det amerikanske olieselskab Anadarko – det firma, der for et ukendt milliardbeløb skal udvinde naturgassen.

”Da vi først hørte, at firmaet skulle komme, blev vi bange. Men nu kan vi se, at tingene bliver bedre. Vi har fået vejen, og vi får penge, når vi fælder træerne. Så vi tror på, at vi også i fremtiden får de penge, firmaet har lovet os,” lyder det fra ældrerådet, der helst vil udtale sig kollektivt.

Planen er, at landsbyen skal rømmes, og indbyggerne genhuses i en ny by nogle kilometer væk.
”Før havde vi ikke ret meget. Livet var svært, og vi sov på jorden. Men snart vil vi få bedre huse og marker, og børnene kommer i skole. Det har regeringen og firmaet lovet,” lyder det optimistisk.

Tomás Langa er knap så positiv. Han mener ikke, at den nuværende aftale mellem landsbybeboerne, firmaet og myndighederne er fair. Men det er svært for Quitupos indbyggere at forhandle, for mange af dem har aldrig gået i skole og kender ikke lovgivningen. AMA forsøger at gøre dem i stand til at forsvare deres rettigheder ved at rådgive dem og undervise dem i, hvad loven siger.

Skrækeksemplet fra Tête

Et problem er dog, at landsbybeboerne er utålmodige. I otte år har de fået at vide, at de snart bliver rige. Deres by er blevet invaderet af politikere og forretningsfolk, der har lovet dem guld og grønne skove. Men endnu er intet sket. Og de er rædselsslagne for at gøre noget, der kan trække processen endnu mere i langdrag. Eller endnu værre: forkludre det hele, så det aldrig sker.

Med den nye vej på plads er forandringerne tættere på end nogensinde. Og netop nu er skoven ved at blive ryddet for at gøre plads til den nye landsby. Mens indbyggerne glæder sig, er Tomás Langa nervøs. Det samme er en anden af Oxfam IBIS’ partnere, Fatima Mimbire fra organisationen CIP. Fra hovedstaden Maputo koordinerer hun samarbejdet mellem de organisationer, der arbejder med udvindingsindustrien i Mozambique.

”Quitupo er et typisk eksempel på et megaprojekt, hvor regeringen og virksomheden er ligeglade med samfundets fælles bedste,” siger hun og påpeger, at den model, man har brugt til at beregne kompensationen til landsbyen, er unfair. Folk får ikke en ordentlig pris for deres ejendom. Og man har ikke taget højde for, hvordan indbyggerne skal klare sig på sigt.
”De får penge mellem hænderne nu, og så er alle glade. Men der hører væsentligt mindre jord til den nye landsby, og deres adgang til at fiske i havet bliver begrænset. Om et par år er pengene brugt, og hvad skal de så leve af," spørger hun.

Historien viser, at bekymringen er velbegrundet. Et af de seneste skrækeksempler stammer fra provinsen Tête, hvor en landsby blev flyttet for at gøre plads til en fabrik. Firmaet byggede en fin model af de huse, de ville opføre i den nye by, men de færdige huse blev dårlige, og de nye marker lå meget langt væk. Folk blev rasende, der udbrød store protester, og i dag er der stadig arbejdsnedlæggelser på fabrikken.

For at undgå en gentagelse tog Tomás Langa på et tidligt tidspunkt en gruppe fra Quitupo med til Tête, så de med egne øjne kunne se, hvor galt det kan gå.
”Besøget lærte os, at vi skal tjekke alt, hvad regeringen og firmaet siger. Og hvis vi ser problemer, skal vi sige det med det samme,” forklarer Quitupos ældre.

Betalt til at tie

Heldigvis er AMA ikke de eneste, der skæver til Tête. Hverken regeringen eller olieselskabet er interesseret i en international pr-katastrofe. Så lige nu virker det, som om især Anadarko gør en reel indsats for at inddrage ngo’er som CIP og AMA i processen.
”Vi anerkender ngo’erne og civilsamfundets rolle, for vi tror på, at vi har det samme mål: lokalsamfundets ve og vel,” siger pr-ansvarlig Marliza Eloff fra Anadarko.

Trods alle gode intentioner kan det dog være svært at gøre det rigtigt i et land præget af korruption og med en dårligt uddannet befolkning. Et eksempel er den genhusningskomité, der skal repræsentere landsbyen i forhandlingerne.
”Komitémedlemmerne er valgt af landsbyen, men de skal godkendes af myndighederne, så de mest kritiske kan blive valgt fra. Og da beboerne får penge for at sidde i komitéen, er der et stærkt incitament til at holde igen med, hvad man virkelig mener,” påpeger Fatima Mimbire.

Hun arbejder for, at processen skal være mere gennemsigtig, og at pengene til udvikling af landsbyen skal uddeles via en fond, så indbyggerne selv – og ikke Anadarko – kan bestemme, hvordan midlerne skal bruges.

For enden af grusvejen i Quitupo vil mændene bare gerne i gang med deres nye liv. Snart vil det vise sig, hvor godt det bliver. De lokale organisationer og Oxfam IBIS vil i hvert fald gøre deres.
”Jeg ved ikke, hvordan det kommer til at gå for folkene i Quitupo. Men jeg er sikker på, at den viden, vi har givet dem, gør en forskel for, hvordan de har det om fem år,” siger Tomás Langa.

Kommentarer

Fast actions block