Forside / Nyheder / Vi bliver Oxfam-eksperter på uddannelse
Artikel

Vi bliver Oxfam-eksperter på uddannelse

09.05.2016

Af Jakob Ruggaard

Skolebørn i Ghana - et af de lande, hvor Oxfam IBIS har haft størst succes med uddannelsesprojekter
Skolebørn i Ghana - et af de lande, hvor Oxfam Danmark har haft størst succes med uddannelsesprojekter
Foto : William Vest-Lillesøe

Når det kommer til uddannelse, bliver Oxfam Danmark eksperterne i Oxfam. Vi får mulighed for at udbrede vores uddannelsesfilosofi til mere end 90 lande – og det kommer til at gøre en verden til forskel

Alhassan Nden går mod bussen med en seddel knuget i sine hænder. Den er krøllet og foldet en enkelt gang. Det er en afrevet side fra en billig notesbog – men Alhassan bærer den, som var det en kostbar skat. På sedlen står navnene Alhassan Aminu og Bigab Moses. Det første er hans nyfødte dreng, det andet hans datter, som går i fjerde klasse i den nyåbnede Oxfam Danmark-støttede skole i Batei i Ghana.

Alhassan Nden har aldrig selv gået i skole, og han kan hverken regne eller skrive. Han havde aldrig troet, at hans børn ville få chancen. Men nu står deres navne på sedlen – takket være datterens skrivekundskaber. Og han er på vej til distriktskontoret for at få dem registreret som borgere, så de senere kan komme videre i uddannelsessystemet, deltage i valghandlinger og meget mere.

”Jeg spurgte, hvad det betød for ham, at der var kommet en skole i hans landsby,” fortæller uddannelseskonsulent i Oxfam Danmark, Sanne Müller.

”Han svarede: ’Når jeg går træt hjem fra en lang dags arbejde i marken, ser jeg på skolen. Den minder mig om, at mine børn får mulighed for at få et andet og bedre liv, end jeg har. Det giver mig håb og energi til endnu en hård arbejdsdag.’”

Vi når hele verden

Historien om Alhassan Nden er historien om, hvordan uddannelse udgør forskellen mellem at være undersåt og aktiv medborger.

”Ud over håb for den enkelte familiefar er uddannelse også en politisk kraft. Alhassan og hans familie kan nu kommunikere med systemet, stille krav og holde på deres rettigheder, fordi datteren kan skrive. Den erfaring og mulighed ønsker vi, at alle mennesker får,” siger uddannelseskonsulent Sanne Müller. Derfor glæder hun sig meget over, at Oxfam Danmark nu er fuldgyldigt medlem af Oxfam.

”Det giver os mulighed for at udbrede vores store erfaring og ekspertise på uddannelsesområdet i over 90 lande. Så fremover vil langt flere mennesker få glæde af den,” siger hun.

Læs her: 9 grunde til, at flygtningebørn skal i skole

The missing link

Når IBIS taler om uddannelse, handler det om flere ting: Det er et gode, som giver mennesker reelle kompetencer – de lærer at læse, skrive og regne. Men samtidig er det også en metode, som gør mennesker til aktive, kritiske borgere, der udvikler deres lands demokrati og holder magthaverne ansvarlige. En vej til bæredygtig udvikling.

Denne unikke måde at tænke uddannelse på passer godt ind i Oxfams vision om at reducere fattigdom og skabe større retfærdighed i verden. Opgaven for IBIS bliver at gøre denne sammenhæng synlig for resten af organisationen.

”Jeg plejer at sige, at uddannelse er the missing link i Oxfam,” siger Helle Gudmandsen, der er kampagneleder i Oxfam Danmark. Både IBIS og Oxfam har fokus på aktive borgere, og de bekæmper begge ulighed og fattigdom.

”Vores job er at skabe linket til kvalitetsuddannelse som middel til at få aktive, kritiske borgere. Vi ser uddannelse som en dynamisk forandringskraft, hvor Oxfam mere har set det som et gode, som skal fordeles lige. Vi får en spændende rolle som dem, der skal udvikle hele organisationens syn på uddannelse,” forklarer Helle Gudmandsen.

Læs her: 4 grunde til, at kvalitetsuddannelse er vigtig

Efter hendes mening bliver kvalitetsuddannelse kun vigtigere i de kommende år. Klimaproblemerne truer hele kloden, og den stigende ulighed driver folk på flugt.

”Det er en række alvorlige dilemmaer, som vi kun kan forholde os fornuftigt til, hvis vi målrettet skærper det kritiske og globale blik hos eleverne i skolerne. Vi skal klæde dem på til at blive aktive borgere, som har ressourcerne."