Forside / Nyheder / Tidslinje: Sådan kom skattely i mediernes søgelys
Artikel

Tidslinje: Sådan kom skattely i mediernes søgelys

20.07.2016

2008

BEGYNDELSEN:

1-eurodad-rapport.jpg

Efter at være faldet over rapporten Adressing Development’s Black Hole skriver Lars Koch, der i dag er international chef i Oxfam Danmark, organisationens første analyse om skattely og kapitalflugt. Den beskriver, hvordan der hvert år forsvinder mellem 850 og 1.000 milliarder dollars illegalt fra udviklingslandene, primært på grund af multinationale selskabers skattesvig. Analysen præsenteres blandt andet ved Financing for Development-mødet i Qatar.

2009

INTERNATIONALT:

Oxfam Danmark udvikler i samarbejde med partnere forslag til internationale skatteregler.

UDVIKLINGSARBEJDE:

Vi laver skatterelaterede aktiviteter i lande som Ghana, Sierra Leone og Mozambique. Eksempelvis producerer vi en guide til civilsamfundet i Ghana om olie og gas. Den bliver senere brugt flittigt af flere organisationer og parlamentarikere, og vi er med i udarbejdelsen af Ghanas nye lovgivning på området.

2010

DIALOG MED REGERINGEN:

Den danske regering begynder at anerkende problematikken. Eksempelvis er Oxfam Danmark i dialog med udviklingsminister Søren Pind (V) og skatteminister Troels Lund Poulsen (V) om, hvordan et ophør med kapitalflugt kan hjælpe udviklingslandene til at blive selvhjulpne.

2011

robinhoodskat.jpg

ROBIN HOOD-SKAT:

Sammen med en række andre organisationer lancerer vi kampagnen Robin Hood-skat. Efterfølgende begynder historier om skattely og kapitalflugt at optræde i danske medier – Lars Koch er en af de mest citerede eksperter på området.

ENIGE MINISTRE:

Ministrene Troels Lund Poulsen (V) og Søren Pind (V) lancerer i Politiken et nyt initiativ, der skal styrke skattesystemer i afrikanske lande. Initiativet er i tråd med de holdninger, som Oxfam Danmark har advokeret for i flere år.

VALGTEMA:

Op til folketingsvalget er skat et tema i den udviklingspolitiske debat. Ved et debatmøde på Københavns Universitet nævner alle udviklingsordførere skat i deres taler.

NY LOV I SIERRA LEONE:

Sammen med flere partnere lancerer Oxfam Danmark rapporten Not Sharing the Loot, der beskriver, hvordan Sierra Leone mister millioner i skatteindtægter fra landets diamantminer. Rapporten er afgørende for en senere lov om øget beskatning af landets diamantsektor.

2012

NY LOV I DANMARK:

Med udgangspunkt i Oxfam Danmarks undersøgelse af mineselskabet BHP Billiton bliver ny lovgivning gennemført, der forhindrer udenlandske virksomheder i at bruge Danmark som skattely.

KAPITALFLUGTEN:

11-bedste-ngo-kampagneprisen-til-kapitalflugten-prisoverraekkelse-bertil-og-annelie-foto-michael-dam680x453.jpg

Oxfam Danmarks kampagne om skat, Kapitalflugten, indsamler 7.000 underskrifter for at stoppe kapitalflugt fra udviklingslande. Den bliver senere kåret til Årets NGO-kampagne af ISOBRO. Underskrifterne bliver overrakt til skatteminister Holger K. Nielsen (SF). Vi lancerer samtidig nyhedsbrevet Kapitalflugten, som i dag har mere end 20.000 modtagere.

DOKUMENTAR:

DR1-dokumentaren Stealing Africa om kapitalflugten fra Mopani-kobberminen i Zambia har premiere. Oxfam Danmark sætter dokumentarfilminstruktør Christoffer Guldbrandsen på sporet af den case, som er filmens omdrejningspunkt. Med filmen følger masser af debat i medierne.

2013

OPERATION DAGSVÆRK:

ung-kvinde-kono-sierra-leone-foto-thilde-baden-rasmussen680x453.jpg

Oxfam Danmarks projekt om beskatning af diamanter i Sierra Leone vinder Operation Dagsværk. Det fører til kampagnen Cut the Crap og en underskriftindsamling til den sierraleonske regering om, at penge fra diamanterne skal komme landets unge til gode. Underskrifterne bliver trykt i både en dansk og sierraleonsk avis.

UOFFICIEL INDFLYDELSE:

Vores lobbyarbejde bliver omtalt i Børsen, der skriver: ”IBIS har gjort bekæmpelsen af skattesvindel til en central del af dens mission om at skabe en mere lige og retfærdig verden. De nyder for tiden en betydelig indflydelse på bl.a. skattemininster Holger K. Nielsens (SF) opfattelse af, hvad der skal til for at få bekæmpet den globale svindel og skattesnyd.”

DEBAT:

Deadline på DR2 sætter skattely på dagsordenen – nærmere bestemt behovet for at sortliste virksomheder, der fusker, som Oxfam Danmark længe har advokeret for. Tre dage senere udtaler statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), at skattely bør sortlistes.

2014

AFSLØRER GOLDMAN SACHS:

Oxfam Danmark afslører med hjælp fra en journalist, at den multinationale investeringsbank Goldman Sachs har penge i skattely i Luxembourg. Vi videregiver kortlægningen til en række politikere og DR, der bringer sagen til offentligheden. Det medfører en massiv mediestorm og folkelig modstand mod salget af DONG til Goldman Sachs .

DIALOG MED VIRKSOMHEDER:

Oxfam Danmark er i dialog med ledere fra skatteafdelinger i danske virksomheder som LEGO, Danske Bank, Novo Nordisk og Deloitte.

TWITTER:

Taxucationkampagnen opfordrer danskerne til at gå i dialog med politikerne på Twitter. Budskabet er, at de penge, der ender i skattely, bør bruges til skoler.

THE TAX DIALOGUE:

Vi lancerer initiativet The Tax Dialogue. I den forbindelse laver vi løbende workshops og konferencer, der samler Danmarks største virksomheder og investorer for at diskutere ansvarlig skattepraksis. Det fører blandt andet til, at store danske virksomheder som Maersk og DONG Energy engagerer sig i debatten og forklarer deres skattepolitik og selskabsstrukturer.

LUXLEAKS:

En lækage afslører, hvordan mere end 300 multinationale selskaber baseret i Luxembourg undgår skat. Det skaber stor opmærksomhed. Oxfam Danmark bliver brugt som eksperter i flere medier.

REGERINGENS PLAN:

Skatteminister Benny Engelbrecht (S) præsenterer en ny handlingsplan mod skattely – flere af forslagene er anbefalet af Oxfam Danmark gennem årene.

2015

SWISSLEAKS:

Endnu en lækage afslører, at 180 milliarder euro holdes skjult i en schweizisk bank. Lækket kaldes SwissLeaks, og endnu en gang medvirker Oxfam Danmark som nogle af de centrale eksperter i mediernes dækning.

2016

EVEN IT UP:

Vi lancerer kampagnen Sæt en stopper for skattely som en del af Oxfams globale Even it up-kampagne om stigende ulighed. Over 18.000 danskere skriver under på et brev til Lars Løkke Rasmussen.

PANAMALEAKS:

#Panamapapers afslører, at advokater og banker hjælper superrige mennesker og multinationale selskaber med at omgå skat. Sagen skaber massiv international opmærksomhed. Lars Koch medvirker som ekspert i DR1-dokumentaren, der sætter det hele i gang.

RÅDGIVNING:

Lars Koch inviteres af skatteministeren til at vejlede om, hvordan vi kan komme skattely til livs.

ECUADOR SAMARBEJDER:

Oxfam tager initiativ til et åbent brev, hvor over hundrede af verdens førende økonomer skriver under på, at der skal gøres noget ved skattely. Det fører blandt andet til, at Ecuadors præsident lover at samarbejde med Oxfam om at bekæmpe skattely. Ligeledes udtaler han, at han vil sætte emnet på dagsordenen til FN’s generalforsamling og i forbindelse med G77-landenes arbejde.