Forside / Nyheder / 50 år for retfærdighed
Artikel

50 år for retfærdighed

26.10.2016

Af Christian Damholt, ny formand og Mette Müller, afgående forkvinde Oxfam Danmark

happy-school-intama-mozambique-foto-lotte-aersoee-680x453.jpg
Foto : Lotte Ærsøe

I 1966 var amerikanerne i krig i Vietnam. I Kina gennemførte Mao sin blodige kulturrevolution. I Latinamerika levede mange oprindelige folk under nærmest slavelignende forhold. Og i Afrika tog flere lande de første skridt mod at blive selvstændige, samtidig med at regimet strammede grebet om magten i Sydafrika.

Og i Danmark? Her samledes en gruppe studerende og lærere under navnet WUS om at stifte en ny organisation, der skulle bekæmpe uretfærdighed ude i verden. Det er 50 år siden dette efterår. Og selvom navnet er skiftet et par gange, er målet stadig det samme: Vi vil ikke finde os i fattigdom og uretfærdighed.

Solidaritet går aldrig af mode

Det stærke politiske engagement er noget af det, der altid har adskilt Oxfam Danmark fra mange af de andre organisationer derude. Vi er ikke bare styret af, at det er synd for nogle folk i den tredje verden. Vi er her hver især, fordi vi mærker en stærk solidaritet og føler os forbundne med de mennesker i andre lande, der ikke får en fair behandling.

Igennem 50 år har vores organisation turdet tage nogle af de hårde slag. Arenaen har flyttet sig: I den første tid var det kampen mod apartheid i det sydlige Afrika og de undertrykkende regimer i Latinamerika, vi koncentrerede os om. I dag arbejder vi blandt andet på at bekæmpe skattely og multinationale selskaber, der ikke betaler til fællesskabet. Verden er blevet mindre, og vi selv er blevet en del af noget større. Men drivkraften har altid været den samme.

Vores arbejde er ikke altid lige populært. Da vi gik ind i kampen mod apartheid, var det et emne, der skilte vandene. I dag er kampen mod skattely heller ikke ligefrem noget, der får donorerne til at stå i kø. Men den er vigtig, og derfor kaster vi os ind i den.

Uddannelse er nøglen

En anden rød tråd gennem årene er arbejdet med at skaffe kvalitetsuddannelse til alle. Kun gennem uddannelse får mennesker mod, midler og mulighed for at skabe en tilværelse for sig selv, sådan som de har ret til. Det har vi altid vidst.

I år har flygtningebørns ret til uddannelse stået højt på vores dagsorden. Hvor tæt den kamp ligger på organisationens hjerte, blev vi mindet om, da vi mødte Winnie Byanyima, som er direktør for Oxfam International. Vi talte længe om IBIS’ optagelse i Oxfam. Til sidst kom den danske delegation ind på vores historie: Vi forklarede, hvordan IBIS var vokset ud af WUS. Og da var det, som om der tændtes et lys i direktørens øjne.

Winnie Byanyima er fra Uganda, og som barn flygtede hun med sin mor til England. Her fik hun den hjælp og støtte, hun skulle bruge for at udvikle sig til den stærke kvinde og leder, hun er i dag – blandt andet gennem et uddannelseslegat fra WUS!

Vi er stolte af at være en del af den organisation, der gjorde det muligt – både for Winnie og for tusindvis af andre kvinder og mænd i verden. Og vi er stolte af at være en del af den kamp mod fattigdom og uretfærdighed, som Oxfam Danmark stadig kæmper hver eneste dag.

Vi håber, du har det på samme måde.