Forside / Nyheder / Årets U-landskalender gav 9,3 mio. kr. til børnearbejdere i Burkina Faso
Artikel

Årets U-landskalender gav 9,3 mio. kr. til børnearbejdere i Burkina Faso

14.05.2018

Af Malene Aadal Bo

Elisa og hendes veninde, Fati, er 9 år og nogle af de børn, som arbejder i guldminerne i Burkina Faso i stedet for at gå i skole.
Elisa og hendes veninde, Fati, er 9 år og nogle af de børn, som arbejder i guldminerne i Burkina Faso i stedet for at gå i skole.
Foto : Kristian Lytken Laursen

I år har det været ekstra spændende for Oxfam Danmark at følge med i, hvor mange eksemplarer af Børnenes U-landskalender, der blev indkøbt til de danske børneværelser. Næsten 106.000 blev det til, og det betyder, at der i alt er 9,3 millioner kroner til at hjælpe Burkina Fasos børnearbejdere væk fra det farlige arbejde i landets guldminer.

”Vi er stolte og taknemmelige over det fine resultat og for, at så mange familier har valgt en julekalender, der også er til glæde for børn et andet sted i verden. Med de penge kan vi hjælpe op mod 5.000 drenge og piger, som lige nu ikke får en uddannelse men i stedet har lange dage med at knuse sten og vaske guld i en af Burkina Fasos guldminer,” siger Connie Dupont fra Oxfam Danmark.

De børn, som Oxfam Danmark med pengene fra U-landskalenderen får tilbage på skolebænken, vil kunne være med til at udvikle et land, der er et af verdens fattigste.

Selve lågekalenderen var kun en lille del af, hvad årets U-landskalender faktisk havde at byde på. U-landskalenderen er nemlig også et omfattende undervisningsmateriale til elever i folkeskolen, som det i år var mere end 210.000 elever fra 1.-4. klasse, der arbejdede med, og som lærerne ifølge en rundspørge, som Danida har lavet, var meget glade for. Og ikke mindst fik 60 heldige skoler besøg af Oxfam Danmark JuleKaravane - en gruppe unge som tog turen til Burkina Faso og derefter rejste rundt på de danske skoler med dugfriske historier om hverdagen i det Vestafrikanske land.

Selve overskuddet fra salget af u-landskalenderen, som DR Salg har ansvaret for, blev 3.008.489 kroner, og oven i det beløb lægger Danida så hvert år et beløb til årets udvalgte projekt. DR og Danida har samarbejdet om Børnenes U-landskalender siden 1962.