En kvindelig demonstrant nær en brændende barrikade. Det er Nicaraguas unge, der leder an i protesterne - Foto: Voice of America / Creative Commons

Af:

Rikke Hovn Poulsen og Jule Andersen Schou

Massive sammenstød mellem politi og demonstranter har kostet mange liv på få uger. Oxfam IBIS ser med dyb alvor på situationen.

63 mennesker er døde, 20 er forsvundet – og mange er sårede. Det er den foreløbige status, efter at befolkningen i tre uger har været på gaden i de fleste større, nicaraguanske byer. Menneskemasser har demonstreret mod regeringen, og de er blevet mødt med vold fra politi og præsidentens støtter, der har forsøgt at stoppe demonstrationerne.

”Oxfam IBIS har arbejdet i landet i årtier, vi og er dybt bekymrede over situationen,” fortæller Morten Bisgaard, der er seniorrådgiver med ansvar for Oxfam IBIS program i Nicaragua.

”Vi tager stærkt afstand fra volden. Det er ekstremt vigtigt, at staten kan garantere sin befolknings sikkerhed og overholder menneskerettighederne, ikke mindst ytringsfrihed og forsamlingsfrihed,” siger han.

De unge går forrest

Protesterne begyndte som en reaktion mod en ny pensionsreform, som regeringen præsenterede midt i april. Den betød, at både lønmodtagere og arbejdsgivere skulle betale flere penge ind til pensionssystemet, men at de samtidig ville få færre penge ud.

Reaktionen kom prompte, og et par dage senere trak regeringen reformen tilbage. Men demonstrationerne fortsatte som en mere generel frustration fra befolkningen over den politiske og økonomiske situation i Nicaragua.

De universitetsstuderende har ført an i bevægelsen, og det er især unge mennesker, der indtil nu er blevet dræbt. En af dem var en ung studerende på kun 15 år. Desuden blev en journalist slået ihjel, mens han forsøgte at dække begivenhederne.

”Oxfam IBIS opfordrer den nicaraguanske regering til at åbne op for en bred dialog om landets fremtid og løsning af den politiske krise. Man er nødt til at inkludere alle parter, herunder universitetsstuderende, den private sektor, kvindeorganisationer og den uafhængige fagbevægelse,” siger Morten Bisgaard.

De seneste dage er volden heldigvis stilnet af, men stemningen er stadig meget anspændt. Folk protesterer stadig på gaden, men politiet intervenerer ikke længere, og der har ikke været nogen meldinger om drab den seneste uges tid. Torsdag i sidste uge trak den nationale politichef sig fra sin stilling som følge af urolighederne.

”Vi forventer, at myndighederne snart vil indlede en uafhængig undersøgelse af, hvem der står bag de mange drab. Og så håber vi selvfølgelig, at de mennesker, der er forsvundet i forbindelse med konflikten, hurtigt bliver fundet,” understreger Morten Bisgaard fra Oxfam IBIS.

Kommentarer

Fast actions block