Af:

Nanna Bay Falentin Olesen

Vi var otte frivillige, der i oktober tog til Burkina Faso i Vestafrika for at samle viden og historier. Oplevelserne skal vi frem til jul dele med danske elever, når Jule- Karavanen drager på besøg på 60 skoler landet over. Her får du et smugkig.

1 Velkommen til Burkina Faso

Efter en nat i Ouagadougou starter karavanen rejsen ad de burkinske landeveje. Første stop er landsbyen Mogtedo.

Der er ni timers flyvetur fra København til Burkina Faso. Det er aften, da vi lander i Ouagadougou eller "Ouaga", som de fleste kalder hovedstaden. Ouagadougou betyder: ”Du er velkommen hos os – føl dig hjemme.” Byen føles på én gang meget fattig, men også rig på muligheder. Den er et sprudlende og støvet virvar af røde veje, beton, gadeboder og markeder, tusindvis af knallerter på vejene og masser af travlhed og liv. Uden for byen er der til gengæld god plads på vejene.

 

2 Mit døgn som burkiner

Nora fra JuleKaravanen leger klappeleg med børnene i den familie, der skal være hendes det næste døgn.

Mogtedo er navnet på en landsby, hvor vi skal bo og leve i et døgn sammen med en lokal familie. Jeg er ret spændt på, hvordan burkinerne lever til daglig. Landsbylivet begynder tidligt, så vi er oppe og i gang klokken fem. Vi spiser tô, som er en lidt klistret ret bestående af hirse, majsmel og vand. Retten smager ikke af så meget, men mange burkinere spiser tô morgen, middag og aften, for det er både nærende og billigt. Vi henter vand med kvinderne og sover på sivmåtter på gulvet sammen med familiens børn. Efter en lang dag falder jeg i søvn med det samme. Jeg bliver rørt af det familiesammenhold, jeg ser. Alle i familierne hjælper hinanden, og alle har en rolle. Det overrasker mig især, at børnene hjælper så meget til – man bliver hurtigt voksen i Burkina Faso. På den lokale skole er klasseværelserne tætpakkede – jeg tæller 73 elever og én lærer i matematiktimen. Der er overraskende meget ro på bænkene og mange, der er ivrige for at svare på lærerindens spørgsmål.

 

3 I guldminerne i Gouri

I Gouri forsøger Emil fra JuleKaravanen at lære sig kunsten at vaske guldstøv ud af den jord, som andre har hevet op af de dybe mineskakter.

Næste dag i Burkina Faso byder på et besøg ved guldminerne i Gouri. Her lærer min karavanemakker Emil, hvordan man vasker stenstøv for at finde guld. Guldet gemmer sig som bittesmå stykker inde i store sten, der hakkes ud nede i minerne. Børn sidder hele dagen og hakker stenene i mindre stykker, der kan komme i stenmøllen, inden støvet kan vaskes for guld. Det er voldsomt at tænke på, at dette her er hverdagen for næsten hvert tredje barn i Burkina Faso.

 

4 Elisas drøm

Pigen Elisa viser Sara fra JuleKaravanen de stenstykker, som det er hendes job at knuse til småsten. Hun er kun to timer om en hel sæk.

Elisa på ni år møder vi i landsbyen Balogo. Det tager tre bumpende timer at komme til Balogo og endnu en god gåtur i varmen at nå ud til guldminen, hvor Elisa tilbringer det meste af sin vågne tid. Hun viser os, hvordan hun bruger en tung hammer til at knuse stenstykker til småsten, som derefter kommer i den store stenmølle. Da vi prøver at gøre Elisa kunsten efter, mærker vi hurtigt, at det er et slidsomt arbejde. Stenene er hentet op fra huller - op til 90 meter dybe, hvor både børn og voksne sendes ned for at grave. Hullerne er stejle og mørke, og det giver et sug i maven, når man forsøger at se derned. Jeg håber inderligt, at Elisa en dag vil få mulighed for at komme i skole i stedet for at arbejde her. Hun drømmer om at blive lærer.

 

5 Bushtoilet

Olivia fra JuleKaravanen tager udfordringen op, da drengene i Djikando vil have hende til at skyde med en af de slangebøsser, som de blandt andet bruger til jagt.

På trods af lidt maveproblemer og én enkelt maveforgiftning er humøret stadig højt, da vi sætter kurs mod Djikando, hvor vi skal besøge drengen Ollo. Det er en lang tur, og vi stopper kun for at spise eller besøge det lokale "bushtoilet", som vi kalder toiletstoppene på vejen, som mere er vildmark end vej. Efter en hel dags kørsel når vi frem til Djikando, hvor Ollo er kommet i skole. Ligesom mange andre børn plejede han at arbejde i guldminen hver dag for at skaffe penge til sin familie, men nu har onklen nok penge til at sende Ollo i skole. Nu arbejder han kun i minen, når han har fri.

 

6 Med på  noderne

JuleKaravanen får musiklektion af et af Burkina Fasos kendte musikgrupper.

JuleKaravanens rejse i Burkina Faso slutter med en musiklektion i byen Bobo- Dioulasso. Vi lærer at spille på djembe, balofon og dum-dum af bandet Yerelo. Det er ret svært at holde takten på en djembe og ramme de rigtige toner på en balofon, men bandet er tålmodige, og pludselig lyder det faktisk ret godt – det er i hvert fald sjovt. Vi køber to små balofoner med hjem til Danmark, som vi kan lære danske folkeskoleelever at spille på. Det sidste, vi gør, er at besøge en familie og en skole i et af hovedstadens fattigste kvarterer. Her bor folk i meget små huse, og der er hverken vand eller elektricitet. Udendørstoiletter deles ofte med naboer, og der ligger affaldsbunker, hvor geder og grise går og spiser. På skolen får vi en sidste mulighed for at tage billeder og lege med børnene. Det er trist at sige farvel til Burkina Faso, men vi skal hjem til Danmark og dele vores fantastiske oplevelser, fortællinger og stemninger med folkeskoleelever fra hele Danmark, så de kan lære om livet i Burkina Faso. Vi glæder os!

Kommentarer

Fast actions block